Det gik voldsomt for sig, da politiet i november 2021 forsøgte at standse en mindre sort bil på Amager. Her udviklede politiets indsats sig til en decideret biljagt, og en 36-årig betjent er nu tiltalt for at have skudt ved episoden.
I anklageskriftet lyder det, at betjenten affyrede et skud ind gennem højre fordørs siderude.
Det vides ikke, hvordan den tiltalte forholder sig. B.T. har forsøgt at få en kommentar fra den tiltaltes advokat, men hun er ikke vendt tilbage.
Ifølge anklageskriftet sad der to personer i bilen – en navngivet og en ukendt, og det fremgår, at bilen 'var i bevægelse.'
Det skete på Prags Boulevard ud for nummer 43. I forbindelse med episoden oplyste vagtchefen ved Københavns Politi dengang, at det var tilfældigt, at en patrulje fik mistanke til bilen, da den kom kørende.
Patruljen forsøgte at standse bilen, men det ville chaufføren i bilen ikke efterkomme. Det udartede sig til en biljagt, hvor den sorte bil i høj fart kørte over for flere røde lys.
Chaufføren af bilen blev anholdt. Ingen personer kom noget til ved episoden.
Lyt til B.T.s podcast om blå blink og den kriminelle underverden her: