Den tidligere chef for FE, Lars Findsen, blev ifølge PET af sin kæreste sat til at stjæle halvdyre cykler ved togstationer.

Som led i en seksuel leg med SM-karakter blev spionchefen bagefter belønnet af kæresten med seksuelle ydelser i parrets sommerhus i Nordsjælland.

Sådan lød det opsigtsvækkende vidneudsagn tirsdag i byretten i Lyngby.

Vidnet var Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, der var indkaldt for at give forklaring af netop den forhenværende FE-chef Lars Findsen og hans advokat. 

Sammen med andre partiledere modtog Messerschmidt nemlig i slutningen af januar 2022 i Justitsministeriet en yderst usædvanlig og fortrolig briefing fra PET-chef Finn Borch Andersen.

Emnet var især Lars Findsens sårbarhed over for mulig afpresning. Ifølge PET både fra journalister og fremmede magter.

I et civilt søgsmål kræver Lars Findsen i retten en godtgørelse på 50.000 kroner fra staten. 

Han mener, at PET-chefen brød sin tavshedspligt ved at fortælle om Findsens privatliv og smag for SM-sex.

Og samtidig afviser han kategorisk de oplysninger, som PET-chefen ifølge Messerschmidt videregav til partilederne om de seksuelt motiverede cykeltyverier.

»Det er opstået i hovedet på PET. Det er en konspiration, som så heller ikke har fundet plads i deres sårbarhedsrapport,« lød det straks efter retsmødet fra den tidligere FE-chef til blandt andre B.T.

Fra vidneskranken lagde Morten Messerschmidt ikke skjul på, at oplysningerne fra PET-chef Finn Borch Andersen overraskede ham voldsomt.

»Der blev givet beskrivelser af Lars Findsens privatliv. Detaljeringsgraden var af en karakter, så jeg bagefter var relativt rystet. Jeg var som ny formand ikke beredt på, hvilke detaljer man kunne blive indviet i ovre i Justitsministeriet,« forklarede DF-formanden.

»Det, som jeg husker meget klart, var en beskrivelse fra Finn Borchs side af, at Lars Findsen havde et sexliv, der baserede sig på at stjæle relativt dyre cykler, som han så blev belønnet for ved at kæresten gav ham S/M-sex.«

»Der skete cykeltyverier på togstationer, hvorefter man så kørte til et sommerhus i Nordsjælland, hvor man vekslede dem til S/M-ydelser,« lød det fra Morten Messerschmidt i vidneskranken under strafansvar.

Anklagemyndigheden nægter at skulle betale godtgørelse til Lars Findsen. 

Her er synspunktet, at briefingen var berettiget i forhold til at holde politikerne orienteret under den verserende straffesag, som på det tidspunkt pågik mod FE-chefen. Blandt andet fordi oplysningerne indgik i grundlaget for varetægtsfængsling af Lars Findsen.

FE-sagen handlede om, at Findsen skulle have delt fortrolige oplysninger om et såkaldt kabelsamarbejde, der bestod i udveksling af efterretninger med amerikanerne.

Anklagemyndigheden fik dog ikke lov til at føre sagen i hemmelighed ved retten, og derfor valgte man at opgive sagen mod Lars Findsen.

Den tidligere spionchef har allerede modtaget 211.850 kroner i erstatning, fordi han sad varetægtsfængslet i 71 dage, og fordi han blev aflyttet i mere end et år og udsat for flere ransagninger.

Retten i Lyngby fortsætter Findsen-sagen onsdag og afsiger dom på et senere tidspunkt.