Brandfolk måtte trække sig tilbage, da de blev beskudt med romerlys nytårsnat i Gellerup i Aarhus.
Det oplyser Østjyllands Brandvæsen.
'I et af vores særlige områder (Gellerup i Aarhus, red.) blev vi beskudt og vi trak os tilbage,' lyder det fra brandvæsnet, om episoden i Gellerupparken, som også optræder på ghettolisten.
Indsatsleder Brian Arendtsen fra Østjyllands Brandvæsen uddyber over for Stiften.dk:
»Det var ret voldsomt denne gang, hvor der blev skudt fra flere sider med fyrværkeri. Først mod indsatslederens bil og dernæst mod brandbilerne,« siger han.
Østjyllands Politi oplyser til B.T., at man modtog en anmeldelse om ild i en container kort efter midnat, men da man ankom til stedet, blev både politibiler og brandbiler beskudt med fyrværkeri.
Brandbilerne måtte forlade stedet, inden branden blev slukket.
Ved du noget om sagen? Eller så du episoden? Så hører B.T. gerne fra dig. Skriv til sboa@bt.dk
Hændelsen førte ikke til nogen anholdelser, men medførte således, at brandvæsnet måtte trække sig, og de kunne dermed ikke udføre deres arbejde.
Videoer fra stedet viser, at også en bus blev beskudt af fyrværkeri, da den forsøgte at køre igennem.
'Ellers var der god stemning blandt borgerne,' lyder det videre fra Østjyllands Brandvæsen.
Ingen personer blev anholdt i forbindelse med episoden.

