Hans indrejseforbud udløber egentlig først i 2034.

Et hav af domme, der har ført til både tidsbegrænsede og permanente udvisninger af Danmark, afholder dog tilsyneladende ikke den berygtede kriminelle fra at vende tilbage.

Den udenlandske mand i 40erne er torsdag blevet fremstillet i grundlovsforhør, efter han onsdag klokken 21.50 blev anholdt ved fixerummet H17 ved Halmtovet i København.

Der er nedlagt navneforbud i sagen med henvisning til mandens genkendelige navn, og at det kan skade hans familie. Derfor kan B.T. ikke komme en beskrivelse af den pågældende kriminelle nærmere.

Manden forklarede under retsmødet, at han bor i Malmø i Sverige, og at han var kørt for langt med toget, fordi han var faldet i søvn. Han valgte derfor at besøge H17, inden han tog tilbage til Malmø.

En politipatrulje fik her øje på manden, som angiveligt forsøgte at gå hastigt væk.

Indledningsvist gav han et falskt id, og det var altså først på politistationen, at den berygtede kriminelles rigtige identitet blev fastslået.

Manden er blevet varetægtsfængslet i 27 dage med henblik på udvisning. Hvordan, han forholder sig til sigtelsen, fremgår ikke.

Lyt til B.T.s kriminalpodcast 'På Fersk Gerning' her: