Syv mænd og kvinder, hvor nogle kommer fra en berygtet familie, fremstilles i dag i grundlovsforhør, hvor de sigtes for tricktyverier rettet imod ældre.
De ni er dækket af navneforbud, og derfor er B.T. afskåret fra at beskrive deres personer og familieforhold nærmere. I alt fremstilles ni personer. Her er to mænd, mens resten er kvinder. Ikke alle de anholdte er i direkte familie med hinanden.
Samlet sigtes de for 24 forhold, der handler om indbrud og tricktyveri, hvor de ifølge sigtelsen rettede henvendelse til ældre mennesker og udgav sig for at være fra hjemmehjælpen. Eller også udgav de sig ifølge sigtelsen for at skulle tjekke om en vandhane i badeværelset dryppede.
Mens en person opholdt offeret, stjal andre fra lejligheden, lyder det i sigtelsen.
I forbindelse med sagen udsendte Københavns Politi en pressemeddelelse. Her oplyses det, at flokken er anholdt rundt om i København, hvor politiet også har ransaget tre adresser.
De mange tricktyverier er begået flere forskellige steder i Københavnsområdet i perioden fra årsskiftet og frem til nu, lyder det i pressemeddelelsen.
»Vi bemærkede kort før årsskiftet en kraftig stigning i antallet af anmeldelser fra ældre borgere, der havde været udsat for tricktyveri i deres eget hjem,« fortæller vicepolitiinspektør Peter Reisz i pressemeddelelsen.
Han fortæller, at politiet derfor i foråret holdt grundigt øje med anmeldelserne.
I mange tilfælde blev gerningspersonerne beskrevet med enslydende signalementer. De ældre borgere beskrev desuden, hvordan det ringede på døren, og en eller flere personer skaffede sig adgang til den ældre borgers bolig under påskud af at være eksempelvis fra hjemmeplejen, fra et forsyningsselskab eller en nabo med brug for hjælp, lyder det i pressemeddelelsen.
Mens en eller to personer fastholdt den ældres opmærksomhed ved for eksempel at føre vedkommende ud på badeværelset, gik andre gerningspersoner ind i lejligheden og stjal kontanter eller personlige værdigenstande som for eksempel smykker, lyder det endvidere.
»Det er utrolig skruppelløst at udnytte ældre borgere på den måde, og vi har gennemført en længerevarende, målrettet efterforskning af sagerne. Vi kan ikke udelukke, at vi i den kommende tid kan sigte de anholdte for endnu flere forhold, og vi kan heller ikke udelukke, at der kommer flere anholdelser,« siger Peter Reisz.
Flokken fremstilles i grundlovsforhør ved Retten på Frederiksberg.
Lyt her til B.T.s podcast 'På Fersk Gerning' her: