Har du set eller hørt om lignende episoder i centret, må du gerne henvende dig til BT på 1929@bt.dk.

Centerchef hos Broen Shopping i Esbjerg fortæller, at centret har skruet op for sikkerheden, efter to 14-årige piger angiveligt er blevet voldtaget og forsøgt voldtaget på shoppingcentrets toiletter.

Det fortæller den berørte centerchef, ​Janni Baslund Dam, til BT.

»Jeg er rigtig ked af det og ærgerlig over, at nogle mennesker kunne finde på det. Det gør mig meget ondt. Hvis ondskaben er til stede, er det svært at forhindre. Vores sikkerhed er i top, og vi har overvågning overalt i centeret - undtagen på toiletterne, da det er ulovligt,« siger centerchef ​Janni Baslund Dam til BT.

Ifølge Jydske Vestkysten har Syd- og Sønderjyllands Politi varetægtsfængslet og sigtet en 20-årig mand for voldtægt og en 16-årig dreng for voldtægtsforsøg på to 14-årige piger. Voldtægts-episoderne skulle være sket 31. marts, hvor venindeparret skiltes, da den ene gik ind på det offentlige toilet. Manden og drengen, der begge har afghansk statsborgerskab skal have stået og ventet. Mens den ene 14-årige blev forsøgt voldtaget, skal den anden 14-årige pige senere være blevet voldtaget.

»Vi kan bekræfte, at to personer p.t. er varetægtsfængslet i forbindelse med efterforskningen af en hændelse den 31. marts om aftenen på Shoppingcentret Broen. En 16-årig dreng er varetægtsfængslet i surrogat, sigtet for voldtægt af en 14-årig pige, og en 20-årig mand er varetægtsfængslet for forsøg på voldtægt af en ligeledes 14-årig pige. Der er tale om to forskellige piger. Anholdelserne fandt sted henholdsvis den 3. april og den 31. marts,« oplyste Mads Dollerup-Scheibel, der er informationsmedarbejder hos Syd og Sønderjyllands Politi, til BT tidligere søndag.

Flere vagter

Efterfølgende har Broen Shopping skærpet sikkerheden ved toiletterne, så der nu oftere er vagter til stede.

»Vi har hele tiden vagter i centeret, og nu har vi skruet yderligere op for vagternes tur omkring toilettet. Men det burde ikke være nødvendigt at have en vagt inde på toilettet hele tiden,« siger Janni Baslund Dam.

Centerchefen fortæller, at de normalt ikke har problemer med unge ballademagere, der hænger ud i centret. Derfor mener hun ikke, at forældre skal frygte at sende deres døtre dertil i fremtiden.

»Vi er ikke belastede af unge, og forældrene skal ikke frygte noget, da vi har en meget høj sikkerhed. Vi gør alt for at sikre vores kunder,« siger Janni Baslund Dam.

I en tidligere version af denne artikel fremgik det fejlagtigt, at både den 20-årige og den 16-årige skulle have voldtaget den samme 14-årige pige. Det var ikke korrekt, og derfor er artiklen nu rettet. BT beklager fejlen.