1. sal i Berlingske Medias bygning på Pilestræde i København har kortvarigt været evakueret mandag eftermiddag.
Evakueringen skyldtes modtagelsen af et brev med et uidentificeret hvidt pulver.
»Vi fik en anmeldelse om et pulverbrev på Berlingske klokken 12.53. Brevet er undersøgt, og der er ikke noget farligt i pulveret, der er blevet sendt,« fortæller Henrik Stormer, vagtchef ved Københavns Politi, til B.T.
Medarbejderne i huset blev informeret om brevet via mail.
Som konsekvens af dette besluttede politiet at rydde og afspærre etagen, indtil indholdet af posen var sikret.
Alle gardiner og persienner på etagen blev rullet ned, så der ikke kunne kigges ind, mens det kemiske beredskab arbejdede på stedet.
En ny mail til medarbejderne forklarer, at politiets kemiske afdeling snart fjerner posen, og at medarbejderne forventes at kunne vende tilbage til etagen indenfor en halv time.