Det er ikke småting, borgerne i Aalborg har været udsat for i løbet af lørdag eftermiddag og nat.

Klokken 16 måtte aalborgensernes julegaveindkøb til en start blive sat på hold, da der kom melding om en brand i Friis Shoppingcenter.

»Brandanlægget gik i gang, men der var ikke ild. Det var falsk alarm,« siger indsatsleder for Nordjyands Beredskab, Søren Korsgaard og tilføjer:

»Men folk blev evakueret, og varehuset blev tømt under aktionen.«

Klokken 17.16 kørte en mand over for rødt i et kryds i Nørresundby og ramte ind i en anden personbil, der var ved at køre gennem krydset for grønt.

»Der har været nogle skadestuebehandlinger, men ingen personskader,« siger Nordjyllands Politis vagtchef Bent Højgaard om den sag.

Slutteligt var Nordjyllands Beredskab ude ved et hus i byen klokken 02.41 i nat.

»Et ægtepar vender hjem fra en julefrokost i nat og ser, at huset er fyldt med røg, da de åbner døren,« fortæller Søren Korsgaard.

»Det viser sig at være ved deres brændeovn, at gulvet brænder. Huset er totalskadet med sod og røg.«

»Det var endda et helt nyrenoveret hus, der nu er totalskadet,« tilføjer indsatslederen slutteligt.