Både Nordjyllands Politi og Nordjyllands Beredskab rykkede mandag formiddag ud til virksomheden SerEnergy i Aalborg.

Årsagen var, at der var sket et kemikalieudslip fra fabrikken.

Det skriver Nordjyske.

Til B.T. fortæller indsatslederen ved Nordjyllands Beredskab ved 11.20-tiden, at man er færdige på stedet igen.

»I deres produktionsanlæg har de en buffer-tank med metanol, hvor der er noget automatik-styring for, hvornår den skal fyldes op. Men det er så åbenbart svigtet lidt, så i løbet af natten til søndag er der røget en 300-400 liter metanol ud, og så er det løbet i kloakken,« siger indsatsleder Klavs Bojsen.

»Så der er ikke spild på land, som vi kalder det. Den måde, vi så har håndteret det på, er ved at gennemspule kloakkerne. Det har vi gjort ifølge aftale med miljømyndighederne. Så vi har hældt 8.000 liter vand i kloakken, og så er det slut.«

Beredskabet fik meldingen om sagen klokken 10.03.

Virksomheden SerEnergy producerer ifølge Nordjyske metanol-baserede brændselsceller.