Brandfolk måtte tirsdag hoppe ned i et hul i Nibe for at hjælpe en 33-årig mand.

Manden var sen tirsdag aften faldet ned i hullet, som skal være 2,5 meter dybt, skriver Nordjyske.

Nordjyllands Beredskab bekræfter hændelsen overfor B.T., men kan ikke give yderligere oplysninger.

Der er tale om et hul, som var udgravet i forbindelse med vejarbejde.

Ifølge Nordjyske blev manden kørt på skadestuen, efter han blev hjulpet op af hullet.

»Det er en mand, som på en eller anden måde har forceret en afspærring, der har været, og så er han faldet ned i sådan en gravekasse,« siger en indsatsleder ved navn Anders Brosbøl til mediet.

Manden i hullet kunne ikke bevæge sig, da brandfolkene nåede frem til stedet, Kræmmergade i Nibe.

Nordjyllands Politi har ikke yderligere oplysninger i sagen, lyder meldingen til B.T. onsdag.