Nordjyllands Beredskab har mandag aften været til stede ved en større klitbrand på en hede på Ellidsbølvej i Fjerritslev.
Branden nåede et omfang på mellem 800 og 1000 kvadratmeter, inden den blev slukket, fortæller indsatsleder Henrik Gade Jespersen.
- Der gik ild i noget højt vissent græs og noget brombærkrat, siger han.
To mænd på 18 år er blevet sigtet for overtrædelse af beredskabsloven.
Det skyldes, at de ifølge politiet har tændt nogle fakler, hvilket har antændt branden, oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi Martin Møller.
Det får de formentlig en bøde for, lyder det.
Anmeldelsen tikkede ind klokken 19.43. Under en time senere var den slukket igen.
Branden bevægede sig med vinden mod nogle nærtstående fyrretræer, men beredskabet fik slukket ilden i tide.
Ud over fyrretræerne var der ikke umiddelbart en fare for, at branden kunne sprede sig til andet.
- Det ligger helt ude i naturen, så der har ikke været noget i nærheden, siger Henrik Gade Jespersen.
Omfanget af branden betød, at beredskabet måtte hente forstærkning fra Station Thisted, fortæller indsatslederen.
- Vi kører standard indsatsleder og fem brandfolk og kaldte Station Thisted med yderligere fem mand. Vi var til stede med en sprøjte og to tankvogne, siger han.
Selv om at det lykkedes beredskabet at få styr på branden, lyder advarslen stadig fra indsatslederen, at man skal passe på den tørre natur.
- Det er stadigvæk meget tørt herude, så man skal stadig holde øje. Særligt når man skal fyre med fyrværkeri. Vinden hjælper nemlig ikke.
- Den kan få en glød til at antænde. De nedfaldne raketpinde kan også udgøre en større risiko for de her tørre naturområder, og så skal man stadig holde afstand til fyrretræer, lyngarealer og klitheder, siger indsatslederen.
Anbefalingen lyder, at man holder cirka 200 meters afstand.
/ritzau/