Tidligt tirsdag aften modtager Hovedstadens Beredskab mange 112-opkald.

Det skriver beredskabet på X.

'Vi modtager en del 112-opkald om kraftig ild i kolonihavehus i Brøndby. Vi er hastigt på vej med køretøjer fra flere stationer, hedder det i en opdatering. 

B.T. har talt med Tim Ole Simonsen, der er vagtchef ved Hovedstadens Beredskab.

Han siger:

»Det brænder lystigt derude, og vi har en del styrker fremme.«

Vagtchefen mener dog, at der snart vil være kontrol over branden.

»Jeg tænker snart, at vi vil have styr på den. Det ser ikke ud til, at der er fare for, at den spreder sig,« siger han.

Der er umiddelbart ingen tilskadekomne.