Der venter sandsynligvis de danske beredskaber en travl nytårsnat.
Men allerede døgnet før det for alvor går løs, havde Hovedstadens Beredskab meget at se til.
Rigtig meget, endda.
»Vi havde et travlt døgn i går med 40 udrykninger i vores område,« skriver Hovedstadens Beredskab på det sociale medie X.
Det var især mindre brande i containere og skraldespande, som har holdt beredskabet beskæftiget det seneste døgn, men en voldsom brand i et kolonihavehus krævede også en del ressourcer.
Beredskabet kommer også med en anbefaling til borgerne, før nytåret skal skydes ind.
»Det er overraskende tørt i naturen,« skriver Hovedstadens Beredskab og fortsætter:
»Hold nytårskrudtet væk fra området med højt græs, siv og anden bevoksning.«
