Der er søndag eftermiddag udbrudt brand i en bygning i Tinghøjparken i Søborg.
Det bekræfter Hovedstadens Beredskab over for Ekstra Bladet.
- I alt er vi rykket ud med mellem 12 og 15 biler, siger operationschef Frank Mikkelsen.
Billeder fra stedet viser store flammer i bygningens tag. Ekstra Bladet beskriver, at man kan se en "voldsom røgudvikling" på himlen.
Københavns Vestegns Politi oplyser på meddelelsestjenesten Politi Update, at det er til stede ved branden.
De berørte beboere er blevet evakueret, skriver politikredsen, der beder folk i området om at holde sig "ude af røgfanen" i nordlig retning.
Hovedstadens Beredskab modtog en anmeldelse om branden klokken 17.13.
/ritzau/
