Lyt til artiklen

Elpriserne stiger og slår rekorder, og mange tyer til at vaske deres tøj om natten i stedet.

Her kan priserne nemlig være billigere end i dagtimerne. Men måske er det ikke et specielt godt råd.

For natten til tirsdag i uge 36 måtte Nordjyllands Beredskab rykke ud klokken 3 om natten for at slukke en brand, som var forårsaget af netop en tørretumbler. Det skriver Nordjyske.

Og det er langtfra første gang, at Nordjyllands Beredskab er ude til sådan en opgave.

Derfor anbefaler Nordjyllands Beredskab, at man undlader at tænde for tørretumbleren, inden man kryber i køjen.

»Vores holdning er, at hvis man har de her husholdningsmaskiner til at køre om natten, så er det forbundet med en risiko,« fortæller Henrik Christensen, som er beredskabsinspektør ved Nordjyllands Beredskab, og fortsætter:

»Elapparater i boliger er forbundet med en risiko, og vores holdning er, at det ikke er en god idé at have dem til at køre om natten, når man ligger og sover i huset.«

Han uddyber, at langt de fleste danske boliger i dag har installeret røgalarmer, men ifølge Henrik Christensen bør man alligevel ikke lade apparaterne køre over natten.