Sagen mod professor Bente Klarlund Pedersen genoptages af det statslige uredelighedsudvalg. Sagen var ellers afgjort efter knap tre års sagsbehandling.

Det statslige uredelighedsudvalg, UVVU, har besluttet at genoptage sagen mod professor Bente Klarlund Pedersen. Det skriver Weekendavisen fredag.

Sagen om Bente Klarlund Pedersen fra Københavns Universitet omhandler hendes rolle som medforfatter til fire videnskabelige artikler af den bedrageridømte hjerneforsker Milena Penkowa.

I den oprindelige afgørelse besluttede UVVU, at Bente Klarlund Pedersen »udviste i det mindste grov uagtsomhed ved at have overset,« at der var fiflet og manipuleret med nogle billeder af forsøg, som blev brugt i Milena Penkowas forskningsartikler.

Ifølge Klarslunds advokat, Eigil Lego Andersen, har UVVU onsdag meddelt at sagen vil blive genoptaget.

»Det var de nødt til, for de har jo lavet en eklatant fejl. Men det er ikke hverdagskost, og jeg kender faktisk intet fortilfælde, hvor UVVU har genoptaget en ellers endelig afgjort sag,« siger Eigil Lego Andersen til Weekendavisen.

Avisen skriver desuden, at Bente Klarlund Pedersen selv har valgt at udvide en allerede anlagt retssag mod UVVU og Videnskabsministeriet. Hun kræver, at de juridiske dommere også skal afgøre, hvorvidt hendes forskning har været i orden. Ifølge Weekendavisen er det første gang i historien, at en dansk domstol skal afgøre en sag om videnskabelig uredelighed.

»Jeg har behov for at blive renset fuldt ud, og derfor vil jeg nu gå direkte til materien i sagen,« siger hun til Weekendavisen.

Genoptagelsen sker, efter at det for nylig kom frem, at UVVU tilsyneladende har begået en fatal fejl i vurderingen af to videnskabelige artikler. Udvalget havde i dommen over Klarlund konkluderet, at de to artikler var uredelige, og udvalget skrev derfor i december til to anerkendte internationale tidsskrifter, som har publiceret artiklerne, at de skulle trækkes tilbage.

Men efter selv at have gennemgået dokumentation og laboratoriedata om forsøgene fastslog begge videnskabelige tidsskrifter, at der intet uredeligt var at komme efter, og at artiklerne derfor ikke skulle trækkes tilbage.