Øverst kan du se, hvordan moren og hendes otteårige søn blev taget af en bølge på molen og skyllet i havet.
Søndag formiddag udviklede sig til en uhyggelig redningsaktion på den jyske veskyst, da en mor og hendes otteårige søn blev slynget i havet af en bølge.
»Det var sgu med livet som indsats.«
Sådan beskriver stationslederen ved Nørre Vorupør Redningsstation, Benny Bak, den aktion, de søndag måtte begive sig ud i på molen i Nørre Vorupør nær Thisted.

Benny Bak var den første, der fik meldingen om de to ofre for stormens og bølgernes enorme kræfter.
»Jeg alarmerer ud til mine folk, der kom ned til havet med det samme, og så springer vi ud i vores dragter. Der ligger så en mor og hendes søn ude på stenene, hvor vandet kom ind over dem hele tiden,« fortæller Benny Bak til B.T.
Han beskriver, hvordan den første redningmand kommer ned og får fat i moren, der holder i sin søn.
Men da den anden redningsmand hopper ned for at hjælpe med at få dem op, ender han selv med at blive skyllet væk af en bølge.

»Han kommer op, men han bliver så skyllet ned endnu en gang med hovedet ned i stenene, hvor han kom til skade. Bølgerne var jo seks meter høje,« siger stationslederen.
Hans kollega blev kørt til behandling på akutmodtagelsen på hospitalet i Thisted, men han har det under omstændighederne godt, fortæller Benny Bak, der har talt med ham mandag.
Der gik mellem 10 og 15 minutter, før redningsfolkene fik først sønnen og dernæst moren i land.
»Det var svære forhold at arbejde under. Vi blev væltet hele tiden. Hver gang, vi havde mulighed for at få dem op, blev vi selv skyllet væk,« siger Benny Bak.

Den otteårige dreng blev sat op i en traktor, der var kørt ud på molen for at fragte ham videre ind på fastlandet, hvor en ambulance netop var ankommet.
»Han spurgte flere gange til sin mor. Vi pakkede ham ind i et tæppe og beroligede ham med, at hun kom op lige om lidt,« fortæller Benny Bak og beskriver, at drengen havde nogle skader på hovedet, men tog det ganske roligt.
Ifølge Midt- og Vestjyllands Politi var moren og den otteårige dreng oprindeligt fra den nordjyske del af landet og derfor ikke vant til at begå sig i området.
Begge er så godt som uskadte, oplyser politiet.