»Som fagfolk og jeres lokale cykelforretning har vi truffet den beslutning, at vi ikke servicerer eller reparerer disse køretøjer, når vi ikke kan stå inde for deres konstruktion, sikkerhed eller lovlighed.«

Sådan lyder det fra Benjamins Cykler, der forhandler og reparerer cykler i Korsør, i et opslag på Facebook.

Der er tale om kinesiske 'fatbike'-elcykler og elløbehjul, der især bliver brugt af unge mennesker.

Benjamin Larsen understreger, at cykelforretningen ikke gider at servicere disse maskiner, da cyklerne meget let kan modificeres, så de kan køre alt for stærkt, og det er cyklernes komponenter ikke beregnet til.

Det fortæller han til B.T.

»Jeg lavede opslaget, fordi mange unge køber fattiges, hvor hverken stellet eller bremserne er forsvarligt bygget. Kvaliteten er simpelthen ikke god nok,« siger han og tilføjer:

»Når bremserne ikke virker på cyklerne, kan jeg som fagmand ikke stå inde for at lave dem. Mange af dem kører alt for hurtigt, og bremserne er slet ikke dimensioneret til at sidde på en elcykel.«

B.T. bringer i denne tid serien 'Vanvid på cykelstien'.

Serien handler om de elløbehjul og elcykler – i nogle tilfælde ulovlige – der i stigende grad bliver normale at møde på cykelstien.

Benjamin Larsen mener, at nogen burde gøre opmærksom på problemet, når nu det er så udbredt. Derfor lavede han sit opslag på Facebook.

Så var der efter hans ord i det mindste nogen, som satte en fod ned over for de uforsvarlige elcykler.

»Der er bare ikke nogen, der ligesom har sat en grænse, for det er jo penge, vi siger nej til. Men min faglige stolthed er nok for stor, fordi jeg brænder for det, jeg laver,« siger han.

Ifølge ham er der efterfølgende flere andre forhandlere, som også har fulgt i hans fodspor, fordi de oplever de samme problematikker.

»Der er flere cykelforretninger i hele landet, der har skrevet til mig, fordi det her også har været et problem hos dem. Jeg har måske været lidt en frontløber, og nu siger de, at de også vil sætte en grænse,« fortæller han.

Grunden til, at det er så udbredt, er ifølge den unge cykelforhandler, at det er meget let at modificere cyklerne, så de kan køre 50-60 kilometer i timen. Den danske grænse ligger på 25 kilometer i timen, men med få klik på en skærm kan man fjerne fartgrænsen og køre meget hurtigere.

Og det er cyklerne faktisk ikke bygget til, da de fleste af dem er bygget på fabrikker i Kina, hvor sikkerhedskontrollen ikke lever op til danske standarder.

»Afhængigt af hvilken lovgivning cyklerne skal leve op til, bliver der sat forskellige displays på. Hvis der ikke er forskel på displayene, kan man i nogle tilfælde ændre indstillingerne i softwaren, så cyklen kører alt for stærkt,« fortæller han og tilføjer:

»De unge drenge går bare ind og køber sådan et display til 300-400 kroner på internettet. Så er det et stik ud og et stik i, og så kører den 60 kilometer i timen.«

Cykelhandleren fortæller også, at det oftest sker, uden at forældrene er involveret eller kender til det.

»Det er ikke noget, de får at vide, fordi de unge mennesker ofte gør det selv, uden at forældrene rigtig ved det.«

For Benjamin Larsen er det netop sikkerheden, der vejer tungest. Han vil ikke lægge værksted til reparationer af cykler, som han ikke mener, han fagligt kan stå inde for. 

Opslaget har dog også haft en bagside for cykelhandleren, der fortæller, at nogle kunder har valgt at holde sig væk fra forretningen efter hans udmelding.

»Jeg kan tydeligt mærke, at der er nogle kunder, der ikke kommer hernede mere, fordi de føler sig stødt af det opslag, jeg har lavet,« fortæller Benjamin Larsen.