Den 31-årige taxachauffør, der blev overfaldet af Nicklas Bendtner, kæmper stadig med eftervirkningerne af en brækket kæbe.

Det fortæller taxachaufføren i et interview med B.T., hvor han forholder sig til sin egen rolle i sagen.

Fredag kunne Nicklas Bendtner rejse tilbage til Norge og genoptage sin position som stjerneangriber i Rosenborg BK.

Dommen på 50 dage, som han fik for at brække kæben på en taxachauffør, er afsonet med fodlænke. Dermed er Bendtners gæld til samfundet betalt.

Men voldsepisoden og den efterfølgende tur i retten, der kostede ham jobbet, præger stadig Bendtners voldsoffer.

»Jeg føler mig som den store taber i den her sag,« siger taxachaufføren, der ønsker at være anonym af hensyn til fremtidige jobmuligheder.

Er der noget, du fortryder?

»Jeg skulle måske ikke have kastet den dåse. Men alle har en grænse. Jeg skulle have mine penge. Jeg har udført et stykke arbejde, og jeg sidder tilbage med en brækket kæbe.«

Det hele begyndte om aftenen 9. september 2018. Taxachaufføren samlede en mand og en kvinde op på Kongens Nytorv i København. Parret viste sig at være Nicklas Bendtner og hans kæreste Philine Roestorff.

Efter få minutters køretur opstod der uenighed mellem taxachaufføren og hans kunder. Parret mente, at chaufføren kørte en forkert rute, og de valgte at forlade taxaen uden at betale regningen på 52 kroner.

Nicklas Bendtner ankommer til Københavns Byret sammen med sin advokat Anders Neméth 2. november 2018. REUTERS/Emil Gjerding Nielson
Nicklas Bendtner ankommer til Københavns Byret sammen med sin advokat Anders Neméth 2. november 2018. REUTERS/Emil Gjerding Nielson Foto: GJERDING NIELSON
Vis mere

Det gjorde taxachaufføren vred. Af en overvågningsvideo, der blev vist under den efterfølgende retssag, fremgår det, at han flere gange råbte ’luder’, og i en telefonsamtale med en ven sagde han: ‘Jeg skal slå ham. Jeg sværger ved min mors grav’.

Hvorfor siger du de ting?

»Det er frustration over, at de stikker af fra regningen. Jeg ringer til min kammerat for at rense ud. Jeg er frustreret. Det er ikke fordi, jeg mener, jeg vil slå ham. Den kamp taber jeg 10 ud af 10 gange. Bare se størrelsesforskellen på os,« siger taxachaufføren.

Men kan du godt forstå, at det virker meget voldsomt?

»Jeg kan godt høre, det lyder voldsomt. Men jeg vil ikke slå ham. Jeg siger de ting for at rase ud. Manden er stukket af fra 52 kroner. Han har den status og alle de penge. Han er et forbillede. Det er mangel på opdragelse,« siger taxachaufføren.

Taxachaufføren valgte at køre tilbage efter Nicklas Bendtner og hans kæreste. Han kørte op på siden af dem og sagde, at han vil have sine penge. I retten bliver det beskrevet som om, at Bendtner og taxachaufføren råber ad hinanden.

»Men der taler jeg faktisk ret stille og roligt, som jeg husker det. Jeg siger: ’Hey, min ven, du skylder mig nogle penge’. Men han siger bare ’fuck af med dig’ eller noget i den stil,« husker taxachaufføren.

Herefter stopper taxachaufføren sin bil og står ud. Han kaster en tom dåse. Under retssagen forklarede Nicklas Bendtner, at det gjorde, at han følte sig truet.

»Jeg kan slet ikke forstå, at han føler sig truet. Jeg er ikke truende. Jeg er udelukkende kørt tilbage, fordi jeg vil have mine penge.«

Men hvorfor kaster du den dåse?

»Jeg kaster dåsen ned i jorden i vrede for at få deres opmærksomhed. Jeg kaster den ikke efter dem, jeg kaster den ned i jorden. Det har jeg også rettens ord for,« siger taxachaufføren og henviser til, at han blev frikendt i retten for forsøg på vold.

Episoden sluttede med, at Bendtner gik hen til taxachaufføren og slog ham hårdt i ansigtet.

Retten fandt det derudover bevist, at Nicklas Bendtner tildelte offeret et spark, mens han lå ned.

Københavns Politi rejste tiltale mod Bendtner for vold, og de valgte også at tiltale taxachaufføren for forsøg på vold, fordi han havde kastet en genstand mod parret.

Retssagen endte med, at Bendtner blev idømt 50 dages ubetinget fængsel. Taxachaufføren blev frikendt for forsøg på vold, men sagen fik andre konsekvenser for ham.

På grund af hans udtalelser på videoen valgte Dantaxi at fyre ham.

Med fyringen føler taxachaufføren, at han har fået en hårdere straf end Nicklas Bendtner, der har beholdt sit job som angriber i Rosenborg.

»Han har fået en straf, men han er ikke blevet fyret. De er klar til at tage imod ham med åbne arme og et kys på panden oppe i Rosenborg. Jeg sidder tilbage og har mistet mit arbejde,« siger han.

Som følge af overfaldet brækkede taxachaufføren sin kæbe, og han måtte efterfølgende gennemgå flere operationer. I dag - fem måneder efter overfaldet - har han stadig mén efter den brækkede kæbe.

»Jeg er følelsesløs på hele min højre side af kinden og øreflippen. Min læbe hænger ikke så meget, som den har gjort. Det er gået en smule fremad,« siger taxachaufføren.

Han er stadig sygemeldt, og når han skal tilbage på arbejdsmarkedet, bliver det næppe som taxachauffør.

»Jeg tror godt, jeg kan få et nyt job som taxachauffør, men efter den her episode skal jeg ikke køre taxa igen, det er helt sikkert,« siger han.

3. januar udsendte Nicklas Bendtner et billede på Instagram af sit venstre ben med fodlænken på. Billedet var ledsaget af en tekst, hvor Bendtner fortrød sine handlinger.

»Jeg ville selvfølgelig ønske, at alt det her ikke var sket. Både for mig og den involverede taxachauffør, som efterfølgende mistede sit job. Lige meget hvordan han opførte sig, og hvad han sagde, er det ikke noget, som jeg har ønsket for ham. Der var uden tvivl mange andre og bedre måder, som vi hver især kunne have løst vores uenighed på. I stedet løb det af sporet,« skrev Nicklas Bendtner.

Men taxachaufføren giver ikke meget for de angrende ord, hans overfaldsmand har sendt ud til sine 464.000 følgere på det sociale medie.

»Det var ikke en undskyldning. Han forsøger at få noget medlidenhed fra den danske befolkning. Hvis han virkelig ville undskylde, havde han selv forsøgt at henvende sig,« siger taxachaufføren.

Rosenborg BK har udtalt til Aftonposten.no, at klubben har sendt blomster til offeret, men det afviser taxachaufføren.

»Dem har jeg aldrig modtaget. Jeg ved ikke, om de er gået tabt med posten, men jeg har aldrig set noget til dem.«

Ville du tilgive ham, hvis han selv henvendte sig?

»Jeg ved ikke, om jeg kunne tilgive ham, men det havde gjort det nemmere.«