Efter boksetræner har identificeret den mystiske bombemand som en 27-årig tjetjensk bokser fra Belgien, er antiterror-enheden i Belgien nu på sagen.

I sagen om eksplosionen fredag på Hotel Jørgensen i København - og den mystiske bombemand, der i fem dage har formået at holde sin identitet skjult for dansk politi - peger pilen nu mod Belgien. Manden er angiveligt en 27-årig bokser med tjetjensk baggrund, bosat i den belgiske by Liège. Og Berlingske Tidende erfarer nu, at sagen om bombemanden er blevet overgivet til antiterror-enheden hos det belgiske føderale politi i Bruxelles. Dansk politi vil onsdag formiddag kommentere de nye oplysninger om mandens formodede identitet.