Begik hærværk mod bordel: Frikendt for voldtægt
Smadrede rude med kosteskaft efter at være blevet bortvist fra bordellet.

Smadrede rude med kosteskaft efter at være blevet bortvist fra bordellet.

En 36-årig mand fra Gladsaxe kunne fredag ånde lettet op, da han fik dom i byretten i Glostrup.
God nok blev han idømt 10 dages fængsel for hærværk og husfredskrænkelse mod et bordel i Søborg, men han blev frifundet for at have voldtaget en prostitueret kort efter.
Det oplyser mandens forsvarer, advokat Naja Wærness Larsen, til B.T.
Retten fandt det bevist, at den tiltalte i juni sidste år havde smadret en rude i opgangen til bordellet med et kosteskaft.
Derimod blev han frifundet for trusler mod de ansatte på stedet i samme forbindelse, efter at han flere gange vendte tilbage til bordellets adresse, efter at en tilkaldt politipatrulje havde bortvist ham kort efter midnat.
Ifølge anklageskriftet i sagen truede han godt et døgns tid senere en anden kvinde med en kniv og halsgreb til at tage tøjet af i hans lejlighed i Gladsaxe og voldtog hende flere gange.
Det nægtede han dog, og da det påståede offer ikke mødte op som vidne i retten trods flere forsøg på at få hende til det, frifandt retten den tiltalte for voldtægtsforholdet.
Ifølge retten er man i en voldtægtssag nødt til at høre forklaringen fra den forurettede.
Manden nåede at sidde varetægtsfængslet i næsten otte måneder, inden han i februar i år blev løsladt.