12 passagerer har krav på kompensation efter flyforsinkelse, slår Højesteret fast.

Højesteret har bestemt, at flyselskab skal betale kompensation til bedstemor og barnebarn efter forsinkelse. Sagen kan få betydning for tusindvis af passagerer.

Dommen er faldet mandag, og ved samme lejlighed har Højesteret afgjort, at flyselskabet, Primera Air, også skal betale kompensation i en anden sag, hvor ti passagerer blev forsinket.

I begge sager var en teknisk fejl årsag til, at flyet blev forsinket. Flyselskabet har påstået, at det var en omstændighed, som lå uden for selskabets kontrol. Derfor ville man ikke betale kompensation til passagererne.

Men Højesteret er altså uenig, og selskabet skal nu betale.

Flere hundrede sager, som omfatter tusindvis af passagerer ligger standby i landets byretter. Sagerne har ventet på afgørelsen fra Højesteret, og det kan nu betyde, at der vil komme en bølge af kompensationer.

Marketingchef ved flyforsinkelse.dk Charlotte Larsen oplyser til Ritzau, at 1.500 sager i øjeblikket ligger stille ved byretterne i København, Aarhus og Kolding. Hun skønner, at sagerne omfatter cirka 4500 passagerer.

De kan nu se frem til at få behandlet deres sager med udgangspunkt i dommen fra dagens afgørelse.

Sådan skal du forholde dig, hvis...

... flyet er aflyst:

* Man har som passager ret til kompensation, hvis flyet bliver aflyst mindre end 14 dage før afgang, medmindre flyselskabet kan tilbyde nogle alternativer.

* Hvis aflysningen sker mellem 7 og 14 dage før afgang, kan luftfartsselskabet dog tilbyde en omlægning af rejsen. Afgangstidspunktet må i så fald tidligst være to timer før det oprindelige afgangstidspunkt, og ankomsttidspunkt på det endelige bestemmelsessted må senest være fire timer efter det oprindelige.

* Hvis aflysningen sker i ugen op til afgangen, skal der tilbydes en ny rejse, hvor afrejsetidspunktet højst må være en time før det oprindelige, og ankomsten til den endelige destination højst må være to timere senere end det oprindelige.

... flyet er forsinket:

* EU-Domstolen har fastslået, at en forsinket ankomst på mere end tre timer, svarer til en aflysning.

* Flyselskabet skal ikke betale kompensation, hvis forsinkelsen skyldes såkaldt usædvanlige omstændigheder. Det vil sige udefrakommende faktorer, som ligger uden for flyselskabets kontrol. Det er op til flyselskabet at bevise, at der er tale om "usædvanlige omstændigheder".

Så meget får man i kompensation:

* Kortere flyvninger under 1500 kilometer udløser en kompensation på 250 euro.

* Flyvninger inden for EU, som er længere end 1500 kilometer, og alle andre flyvninger, som er mellem 1500 og 3500 kilometer udløser 600 euro i kompensation ved forsinkelse.

* Flyvninger over 3500, som ikke er mellem to EU-lande, udløser en kompensation på 600 euro.

Andre plastre på såret:

* Er flyet mere end to timer forsinket skal flyselskabet på kortere ruter tilbyde måltider og forfriskninger. Passageren skal også have mulighed for at ringe og sende mail.

* På længere flyvninger opnår passagererne den ret, hvis forsinkelsen overstiger tre timer. På flyvninger over 3500 kilometer, som ikke foregår mellem to EU-lande, opnås retten ved forsinkelse på mindst fire timer.

* Er forsinkelsen så stor, at det nye afgangstidspunkt ligger den følgende dag, har passagererne også krav på hotelophold og transport mellem lufthavnen til hotellet.

Kilder: Europaparlamentets og Rådets forordning nr. 261/2004, EU-Domstolen og Østre Landsret.