En 65-årig mand blev onsdag idømt halvandet års fængsel ved Retten i Kolding, for at krænke sit barnebarn seksuelt.
Manden blev kendt skyldig i to af de tre forhold, som han var tiltalt for.
De to forhold drejede sig om to konkrete hændelser, mens det forhold, som manden blev frikendt for, anklagede ham for, at skulle have krænket sit barnebarn flere gange i perioden mellem sommeren 2018 og 1. juni 2019.
Det ene af de to forhold som den 65-årige blev dømt for, omhandler en episode efter en grillaften 1. juni 2019, hvor manden rørte sit barnebarn på numsen og på kønsdelene, hvorefter manden blandt andet sagde ‘er det rart?’ og ‘du har en lækker krop og en god numse,’ skriver JydskeVestkysten.
Det andet forhold fandt sted 20. maj i år, hvor bedstefaren rørte ved pigens kønsdele og brugte hendes hånd til at massere sin penis.
Da sagen begyndte i mandags, nægtede den 65-årige bedstefar sig skyldig og forklarede, at han blot havde kildet og lavet pruttelyde på pigens mave, hvilket måske kunne have gjort hende bange.
Pigen afgav selv sin forklaring bag lukkede døre, og den fik afgørende betydning for sagens udfald, da dommer Laila Skov Kunst, kaldte forklaringen for særdeles troværdig og detaljeret, skriver det lokale medie.
Den 65-årige bedstefar beskyldte mandag pigen for at lyve og ikke kende til konsekvenserne af de ting, hun sagde.
Da dommen blev sagt onsdag, viste bedstefaren sin tydelige utilfredshed med dommen.
»Jeg er uskyldig. Jeg har ikke gjort en skid, mand. Det danske retssystem… hold kæft, mand,« udbrød bedstefaren i retten, skriver mediet.
Dommeren bestemte samtidigt, at bedstefaren skal sidde varetægtsfængslet, indtil han skal afsone sin dom.
Afgørelsen blev kæret med henblik på løsladelse.

