Et boligområde i Horsens risikerer at blive oversvømmet, og kommunen evakuerer derfor beboerne.

Af frygt for digebrud har myndighederne besluttet at evakuere 11 boligblokke nær Bygholm Sø i Horsens, oplyser Sydøstjyllands Politi.

Ifølge politiet er der tale om en sikkerhedsforanstaltning, fordi det område, hvor boligerne ligger, er i fare for at blive ramt af oversvømmelse. Det drejer sig om boligområdet Bygholm Åvænget ved Schüttesvej.

Vandstanden i Bygholm sø er forhøjet på grund af store mængder regn. Et dige beskytter boligerne fra vandmasserne. For at aflaste diget har det kommunale beredskab pumpet vand væk. Men måske er det ikke tilstrækkeligt.

Sydøstjyllands Politi skriver i en pressemeddelelse, at det dige, hvorpå Schüttesvej løber, er i fare for at blive undermineret af vandmasserne.

Af samme grund er Shüttesvej lukket.

Horsens Kommune oplyser på sin facebookside, at der indsættes busser til at evakuere beboerne. De får mulighed for at opholde sig i Forum Horsens, indtil de kan vende tilbage til deres boliger.

Endnu er der ingen melding om, hvor længe evakueringen skal stå på.

/ritzau/