Klokken havde kun lige passeret midnat, og 'Cecilie' var på vej i seng, da hun pludselig hørte råben nede fra gaden.

»Først kunne vi høre noget, der lød som skud blive affyret, og så kunne vi høre, at der blev råbt og skreget. Så gik det op for os, at der var sket noget alvorligt,« fortæller Cecilie.

33-årige Cecilie bor ud til Carl Th. Dreyers Vej  i Valby og blev natten til mandag vidne til et voldsomt slagsmål mellem en større gruppe unge mennesker, der endte med at koste en 27-årige mand livet.

»Efterfølgende kunne jeg se flere unge drenge, der løb mod hinanden. Jeg kigger væk på et tidspunkt, og jeg tror, det er i det øjeblik, at han bliver stukket ned,« fortæller Cecilie, der ønsker at være anonym. B.T. er bekendt med hendes fulde identitet

Ved du noget om sagen? Så hører B.T. gerne fra dig. Skriv til sboa@bt.dk

Københavns Politi fik anmeldelsen om slagsmålet klokken 00.40 natten til mandag. Anmeldelsen gik på, at omkring 15 unge mænd var i et voldsomt slagsmål ved Carl Th. Dreyers Vej, der ligger op til Akacieparken.

Politiet mener ikke, at der er tale om en bandekonflikt, men arbejder ud fra en teori om, at det er to lokale grupperinger, der har været i slagsmål.

»Vi arbejder ud fra formodningen om, at det er to lokale grupper, der er stødt sammen. På nuværende tidspunkt tyder det ikke på, at det er banderelateret,« siger leder af afdelingen for personfarlig kriminalitet, Brian Belling, i en pressemeddelelse.

Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Og det giver god mening, fortæller Cecilie, der kunne genkende en håndfuld af de unge mænd.

»Jeg har set nogle af mændene i området før. De hænger ud her i gården, og jeg hilser ofte på dem,« fortæller Cecilie, inden hun tilføjer, at der primært er tale om unge mænd med indvandrerbaggrund.

Nattens hændelse har skræmt flere af beboerne i området omkring Akacieparken. Til B.T. fortæller flere, der alle ønsker at være anonyme af hensyn til deres egen sikkerhed, at de er både chokerede og rystede over knivstikkeriet natten til mandag, mens en enkelt fortæller, at hun overvejer at flytte derfra.

Så alvorlige konsekvenser får knivstikkeriet imidlertid ikke for Cecilie, der stadig betragter området som værende 'ganske fredeligt'.

»Men jeg er da i chok, og jeg må da ærligt indrømme, at jeg fremover nok ikke vil have det så godt med at gå rundt alene her om aftenen efter det her,« siger hun videre.

I forbindelse med det brutale slagsmål spærrede Københavns Politi store dele af området af. Selv oplyser de, at de var til stede med adskillige patruljer

Foruden den knivdræbte mand blev yderligere tre personer stukket ned i forbindelse med masseslagsmålet. Ingen af dem var mandag formiddag i livstruende tilstand, oplyser Københavns Politi.

B.T. har desuden forholdt Københavns Politi oplysningerne fra Cecilie om, at der muligvis blev affyret skud. Det ønsker Københavns Politi ikke at kommentere.