Dagen derpå i Åparken i Nyborg er flere af områdets beboere chokerede.

Lørdag var de vidner til et massivt politiopbud i deres gård på grund af et mistænkeligt dødsfald i en af områdets lejligheder.

Jens Albert Christiansen bor i blokken ved siden af, og fra sit vindue så han først Falck ankomme og splitsekunder efter en håndfuld patruljevogne, fortæller han til B.T.

Politiet fandt en 52-årig kvinde død i en af boligerne i Åparken og efterforsker nu sagen som 'et mistænkeligt dødsfald'.

Jens Albert Christiansen, der har boet i Åparken i fem år, gik hurtigt ned i gården, da han opdagede de mange blå blink uden for sit vindue.

»Der var en, der råbte lidt højt. Det var ham, der boede i den lejlighed, politiet var inde i,« siger han.

Han fortæller, at han nærmest stod lige ude foran lejligheden, som politiet var inde i, og kunne høre en ophedet diskussion mellem dem og lejlighedens beboer.

Jens Albert Christiansen kender manden, der bor i lejligheden, hvor den 52-årige kvinde blev fundet død, og fortæller, at han bor i lejligheden alene.

Foto: LocalEyes
Vis mere

Lis Maj-Britt Thornsvad har boet i Åparken i et års tid, og hun fortæller, at der bor mange misbrugere i netop den blok, hvor politiet fandt kvinden.

I den tid, hun har boet der, har hun oplevet en masse tumult derovrefra, så hun var ikke overrasket, da hun så politiet lørdag og hørte om det mistænkelige dødsfald.

»Det kommer ikke nødvendigvis bag på mig. Det er ufatteligt, at der ikke er sket noget før,« siger Lis Maj-Britt Thornsvad.

Hun fortæller, at hun tre-fire gange har oplevet, at der midt om natten er folk, der har smidt møbler ud over altanen ovre i den blok, ligesom der generelt godt kan være lidt uro.

Foto: LocalEyes
Vis mere

Lis Maj-Britt Thornsvad har også mødt manden fra lejligheden, hvor den 52-årige kvinde lørdag blev fundet død.

»Det er uhyggeligt, at det er så tæt på. Det er væmmeligt,« siger hun.

Politiet forlod Åparken i Nyborg mellem klokken 1 og 2 natten til søndag, fortæller Lis Maj-Britt Thornsvad, der ikke kunne falde i søvn.

En mand er anholdt i sagen, og vagtchef ved Fyns Politi Lars Thede fortæller til B.T., at de vil melde ud på Twitter, så snart de ved, hvornår han bliver stillet for retten i et grundlovsforhør.

Kvindeliget er ved at blive obduceret søndag formiddag, fortæller vagtchefen, der for nuværende ikke har mere at sige om sagen.