Der er torsdag aften udbrudt brand i en bygning i Esbjerg.

Det skriver Sydjyllands Politi på Twitter, hvor de desuden oplyser, at branden finder sted i en lejlighed på Hans Tausens Vej.

Politiet er på stedet og er ved at evakuere ejendommen for beboere.

Der er på nuværende tidspunkt ingen meldinger om tilskadekomne.

B.T. har uden held forsøgt at komme igennem til vagtchefen hos Sydjyllands Politi.

På Twitter oplyser de dog klokken 19, at i alt to opgange er blevet evakueret, og at alle er reddet ud uden personskade.

Politiet skriver endvidere, at brandslukningen fortsat er i gang.

Klokken 20.40 oplyser Sydjyllands Politi, at de i forbindelse med branden har anholdt en 26-årig mand for forsætlig brandstiftelse.