Beboer troede, han var på udkig efter en tyv, men fandt sprængfarlig bombe. 25-årig mand nægter sig skyldig.

Aarhus. Det var en beboer i en opgang på Peter Fabers Vej i det vestlige Aarhus, der alarmerede politiet om fundet af en bombe den 30. oktober sidste år.

Det retlige efterspil er i gang ved Retten i Aarhus. Her er en 25-årig mand med somalisk baggrund tiltalt for at have fremstillet og opbevaret bomben i kælderen.

Bomben bestod af 400 gram sprænglegemer, detonator og diverse metalstykker, og den kunne ifølge politiet forvolde betydelige skader og være til stor fare for mennesker i nærheden.

Beboeren, der anmeldte fundet af bomben, forklarer i retten, at han blev vækket tidligt om morgenen ved lyden af en dør, der blev sparket ind til et kælderrum.

Han troede, det var en tyv, som var på spil, og skyndte sig ned i kælderen for at se, hvad der foregik.

Han forklarer, at han ser en mand, der gemmer sig bag et lagen. Kun et par blå badesandaler stikker frem. Pludselig springer manden frem fra lagenet og forsvinder ud af vaskerummet.

Derefter finder beboeren bomben i en mellemgang. Da han ikke har sine briller på, samler han den op.

- Så ser jeg, at det er en bombe, og at det er helt galt, siger beboeren, der skynder sig at lægge bomben fra sig igen.

Da han forlader kælderen, ser han igen et glimt af den førnævnte mand, som forsvinder op ad trappen.

Beboeren har dog ikke ved en senere fotokonfrontation kunnet udpege manden, han så i kælderen, som værende identisk med den tiltalte.

Men beboeren mener at have set, at manden forsvandt ind i nabolejligheden, der ligger ved siden af anmelderens.

Den tiltalte har fortalt, at han ganske rigtigt har haft sin gang i denne lejlighed.

Han har forklaret, at han ofte kom der for at hygge sig med vennerne, spille Playstation og ryge hash.

Men den tiltalte nægter at have haft noget som helst med bomben at gøre.

Der er dog en række tekniske beviser, der peger på en kobling mellem den tiltalte og bomben.

Politiet har fundet fingeraftryk fra den tiltalte på det plastikomslag, som bomben var anbragt i.

Man har også fundet dna fra den tiltalte på et stykke køkkenrulle, som var viklet om lunten.

Forsvareren har gjort gældende, at dna og fingeraftryk kan stamme fra køkkenrulle og en rulle med plastikposer, som kan være afsat af den tiltalte i lejligheden.

Det beviser dog ikke, at det er den tiltalte, der har fremstillet og opbevaret bomben, lyder argumentet.

Den 25-årige somaliske mand er ikke tiltalt for terror men alene for at overtræde loven om våben og eksplosivstoffer. Hvis han findes skyldig, risikerer han op mod seks års fængsel.

Retten i Aarhus ventes at afslutte sagen i dag. Der falder muligvis først dom i sagen senere.

/ritzau/