Irakisk statsborger udvises efter 17 år i Danmark. Han er kendt skyldig i hjemmerøveri og afpresning.

København. Et formodet medlem af banden Brothas er fundet skyldig i hjemmerøveri og afpresning i Mjølnerparken i København.

En beboer skulle betale 5000 kroner om ugen for at få lov til at blive boende i bebyggelsen, lød kravet.

Den tiltalte er idømt fængsel i fem år og seks måneder, ligesom han, der er irakisk statsborger, udvises af Danmark, oplyser en anklager ved Københavns Politi. Tidligere har han fået en betinget udvisning.

Dommen over den 36-årige Hemen Abubaker Aref er afsagt af Københavns Byret torsdag. Han har nægtet sig skyldig og har anket til landsretten.

Manden har boet i Danmark i 17 år og har to børn her, oplyser anklagemyndigheden om sagen.

- Det er afgørende, at borgerne kan føle sig trygge og ikke skal betale bandemedlemmer penge for at få lov til at bo i et specifikt område, siger anklager Anne Kirstine Jacobsen.

Under det uvelkomne besøg i lejligheden ringede beboeren til 112, og dette opkald og andre oplysninger har haft betydning for rettens afgørelse, fortæller anklageren.

Beboeren og en kammerat, der var til stede, har i retten givet en anden beretning om, hvad der skete i lejligheden, end til politiet.

- Der er kommet en ny forklaring i retten i forhold til den oprindelige forklaring til politiet. Men retten har lagt vægt på politirapporten, siger Anne Kirstine Jacobsen.

Hemen Abubaker Aref påstås af politiet af være et såkaldt "toneangivende" medlem af Brothas. Denne bande er netop hjemmehørende i området ved Mjølnerparken. Imidlertid afviser den 36-årige at have noget med Brothas at gøre.

Den tiltalte har indrømmet, at han var til stede i lejligheden, men har afvist, at der var tale om røveri og afpresning.

I øvrigt lå han inde med en pistol, en signalrevolver og flere knive i hjemmet.

tzau/