Politiet har fundet et baseballbat, handsker og strips i lejligheden hos den 33-årige mand, der er sigtet for mordet på 22-årige Anders Mark Hansen. Det fremgår af retsbogen fra grundlovsforhøret, som TV 2 har fået indsigt i, skriver TV 2 Nyhederne.

Den 22-årige mekaniker blev slået ihjel i Fællesskoven på Stevns 3. marts. Obduktionen viste, at han blev udsat for vold og kvalt ihjel med et bælte.

Den 33-årige mand nægter sig skyldig i drabet. Han er foreløbigt varetægtsfængslet frem til 29. marts.

Også en 27-årig mand er sigtet i sagen. Han erkender, at han kørte den 33-årige til drabsstedet og så Anders Mark Hansen blive myrdet, men nægter, at han selv medvirkede til drabet.

Politiet har ellers tidligere afvist, at de to sigtede skulle have nogen særlig relation.

- Deres relation er meget sporadisk og flygtig - i hvert fald ud fra de oplysninger, som vi har nu. De ved, hvem den anden er, og det er tilsyneladende det, har vicepolitiinspektør ved Midt- og Vestsjællands Politi Per Heide Sørensen tidligere forklaret til TV 2 Nyhederne.

BNB