Et fejlslagent kejsersnit kostede Lone Johansen evnen til at få børn. Nu kræver hun penge for to adoptioner.

Højesteret tog torsdag hul på en usædvanlig erstatningssag, hvor en barnløs kvinde kræver 191.000 kroner til to adoptioner efter et fejlslagent kejsersnit.

Kvinden, Lone Lund Johansen, har i forvejen fået 161.000 kroner i erstatning for det akutte kejsersnit, der blev udført på Helsingør Sygehus tilbage i 2002.

Hendes søn døde umiddelbart efter fødslen, og efter operationen mistede Lone Lund Johansen evnen til at få børn på grund af en infektion.

Lone Lund Johansen har i mellemtiden adopteret to drenge fra Bolivia, og det er disse adoptioner, som hun nu kræver erstatning for.

- Det er sjusk, der har gjort, at jeg ikke kan få børn, og derfor synes jeg også, at det er et rimeligt krav at stille, siger Lone Lund Johansen, der tidligere har fået afvist sit krav i Østre Landsret.

Hos Patientskadeankenævnet mener man, at der med de 161.000 kroner én gang for alle er udbetalt skadeserstatning til den barnløse kvinde.

- Man kan altid diskutere, om erstatninger for patientskader er for lave i Danmark, men det er noget, som lovgiverne må løse, pointerede Kristine Schmidt Usterud fra Kammeradvokaten i Højesteret.

- Vi anerkender fuldt ud, at erstatningen for varige mén ikke kan dække udgifterne til adoption. Men hvor forståeligt ønsket om adoption end er, så er det altså ikke en nødvendighed, lød det fra Kammeradvokaten.

- Og hvor skal grænsen i givet fald gå for erstatningerne? Skal man have ret til en, to, tre eller fire adoptioner? Og hvad med dem, der måtte have børn i forvejen, indvendte Kristine Schmidt Usterud.

Lone Lund Johansen har fået fri proces til sin erstatningssag mod Patientskadeankenævnet. Der afsiges dom næste torsdag.

/ritzau/