En eller flere barnevognstyve er på spil i Aarhus. 

For flere personer har nu oplevet, at deres aflåste klapvogne eller barnevogne er blevet stjålet fra den samme lukkede baggård i Aarhus C - på blot tre måneder. 

Det skriver TV2 Østjylland. 

Mark Nykjær-Fisher er en af dem, der har fået stjålet sin klapvogn - til trods for en forsikringsgodkendt kædelås og en AirTag i vognen.

»Det er jo næsten umuligt, når tyvene har værktøj til at knække enhver lås. Så jeg sidder tilbage med en følelse af, hvad vi dog skullet have gjort anderledes,« udtaler han til mediet. 

Airtag er en bluetooth-tracker, som gør, at man kan spore den genstand, man har koblet tagget til. Desværre var det lille Airtag ikke til nogen hjælp. 

Selvom Mark Nykjær-Fisher strakt opsøgte det sted, hvor trackeren sporede ham hen, løb han forgæves. For det lille Airtag var blevet opdaget af tyven og smidt ud på vejen. 

Og klapvognen var ingen steder at finde. 

Selv tænker Mark Nykjær-Fisher, at tyvene har stjålet klap- og barnevogne for 18.000 kroner, og at det er organiseret kriminalitet. 

Fremadrettet tænker han og kæresten meget over, hvor de fremadrettet vil stille deres barnevogn - særligt i frygt for, hvis der en dag skulle ligge et barn i.