Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

OPDATERET Kl. 17.40: Københavns Vestegns Politi bekræfter over for BT, at man har fundet et »barnelig« på stedet.

Mandag eftermiddag fandt en gruppe håndværkere en rød trøje, der stak op af jorden ved et grønt område ved Brinken i Glostrup. De fandt det, som de antog var knoglerne fra et barnelig og kontaktede straks politiet, der nu er talstærkt til stede i området, der er omkranset af boliger. Undersøgelserne på stedet viste, at der er tale om et spædbarn, som har været dødt i nogen tid og gravet ned.

»Vi er på et meget tidligt stadie i efterforskningen, kender endnu ikke dødsårsagen og må derfor vente med at frigive flere detaljer. Har nogen en viden om et spændbarn, som er forsvundet, eller kan bidrage med oplysninger i øvrigt, så hører vi gerne fra dem, siger efterforskningsleder Ole Nielsen, Københavns Vestegns Politi, i en pressemeddelelse.

I løbet af eftermiddagen har politiet afspærret det grønne område, hvor adskillige betjente, hundepatruljer og kriminalteknikere arbejder på stedet. Efterforskere har foretaget indledende undersøgelser på findestedet, hvorefter der vil blive afholdt ligsyn og en obduktion, der kan hjælpe politiet videre i efterforskningen og omstændighederne bag spædbarnets død.

Retsmedicinere undersøger desuden skelettet og prøver at lave en identifikation af barneliget.

Til Ritzau oplyser vagtchef Søren Uhre, Københavns Vestegns Politi, at politifolk på stationen samtidig undersøger, om man har savnede personer, der kan sættes i forbindelse med fundet.

»Det er ikke umiddelbart tilfældet, men der kan være ældre sager. Det er noget af det, vi er ved at undersøge,« siger vagtchefen til ritzau.

Håndværkere fandt et »mistænkeligt fund« i jorden

Politiet fik meldingen om fundet på et grønt område i Glostrup klokken 14.10 og har nu afspærret hele området, hvor der bliver renoveret lejligheder og bygget.

»Vi kan bekræfte, at vi er ved at undersøge et fund på et grønt område. Nogle håndværkere sad og spiste frokost, da de så en rød trøje stikke op af jorden. De har en antagelse om, at det er et lig og har derfor kontaktet os. Vi har iværksat en indledende efterforskning, og der er kriminalteknikere på stedet. Vi skal undersøge om det er et lig, men indtil videre undersøger vi det mistænkelige fund,« siger Søren Uhre, vagthavende ved Københavns Vestegns Politi.

Omkring kl. 17.30 arbejder 10 mand, der er iført dragter, på stedet. Man afsøger også området med hunde, og har slået et telt op på plænen, hvor politi og teknikere arbejder i jorden, lyder det fra BT's mand på stedet.

»Man har spærret hele området af, og der holder to hundepatruljer, to alminde patruljer, to lastbiler fra Beredskabsstyrelsen samt én civil politibil på stedet. Lige nu går de rundt i dragter og undersøger området, og det virker til, at der bliver gravet,« fortæller BT's mand på stedet.

Københavns Vestegns Politi kan kontaktes døgnet rundt på 4386 1448.

Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.