Lyt til artiklen

»Jeg er ked af det, men jeg er ikke overrasket. Der er aldrig røg uden ild.«

Ordene stammer fra en barndomsven til den mand i slutningen af 20erne, der forleden blev frarøvet livet under et skyderi i Brøndbyøster.

Drabet kommer ikke bag på vennen, som ønsker at være anonym, men hvis identitet er B.T. bekendt:

»Det kan godt være, det lyder kynisk, men når du i mange år har været en del af miljøet, er det ikke tilfældigt, hvis nogen slår dig ihjel.«

Meget peger ifølge politiet da også på, at den unge mand ikke var et tilfældigt offer. At skudregnen, der torsdag eftermiddag blev affyret på en parkeringsplads ved Brøndby Nord Vej, var tiltænkt netop ham.

På parkeringspladsen ydede to gårdmænd førstehjælp til offeret. Men hans liv stod ikke til at redde.

Snart blev han erklæret død. Præcis to år efter et ligeledes fatalt skyderi i Kalundborg.

Her blev tre mænd lokket i baghold og to af dem dræbt i det, B.T. tidligere har beskrevet som kulminationen på en konflikt mellem Loyal to Familia og Sydkystgruppen.

Lys og blomster tæt på drabsstedet dagen efter.
Lys og blomster tæt på drabsstedet dagen efter.
Vis mere

Ifølge B.T.s oplysninger var den nu dræbte kortvarigt sigtet i den gamle sag. Hvad, han var sigtet for, fremgår ikke, men påtalen mod ham blev siden opgivet.

Barndomsvennen bekræfter B.T.s oplysninger om, at den nu dræbte havde sin gang hos netop LTFs Avedøre-afdeling.

Han var »en hård mand«, fortæller vennen:

»Men han havde to sider. Han var også typen, der altid var i godt humør, lalleglad, og som tog pis på folk.«

De to lærte hinanden at kende allerede i teenageårene.

Her kom de i den samme drengegruppe, der hang ud. Den dræbte var en del af kernen. En af dem, man altid kunne regne med, hvad end man var havnet i en konflikt eller havde brug for et godt råd, fortæller vennen.

Med årene havnede de begge i det kriminelle miljø. Et miljø, de ligeledes begge senere tog afstand fra.

Den nu afdøde vidste ifølge barndomsvennen dog godt, at han ikke var lige vellidt af alle, selvom han ikke længere spillede en aktiv rolle.

Den dræbte blev ramt af skud foran denne sølvgrå Volvo. Her ses politiet arbejde ved gerningsstedet, hvor der ligger en McDonald's Happy Meal i forruden.
Den dræbte blev ramt af skud foran denne sølvgrå Volvo. Her ses politiet arbejde ved gerningsstedet, hvor der ligger en McDonald's Happy Meal i forruden.
Vis mere

»Der blev fra nogen kigget lidt skævt til ham,« fortæller vennen, der dog tilføjer, at den nu afdøde de seneste år havde flyttet fokus fra miljøet til familien.

»Derfor er jeg selvfølgelig også ked af at høre, at det er gået ham sådan.«

Københavns Vestegns Politi har indledt en bred efterforskning af drabet, som ifølge vicepolitiinspektør Peter Malmose »bærer præg af at være målrettet«.

Særligt er politiet interesseret i at høre fra vidner, der har set en koksgrå Skoda Octavia stationcar, der blev stjålet fra Rødovre 2. september.

Bilen blev i kølvandet på skudepisoden foran etagehusene på Brøndby Nord Vej fundet udbrændt omtrent seks kilometer derfra.

Det er politiet opfattelse, at selvsamme bil blev brugt til at flygte fra gerningsstedet.