Direktøren for LA Bar, Rasmus Frederiksen, udtaler sig om påstået overfald på Justitsministerens samlever.

Torsdag blev en 34-årig slovakisk ishockeyfan sigtet for vold og hatecrime mod Justitsminister Søren Pape Poulsens samlever Josue Vasquez. Episoden fandt sted foran LA-bar. Det bekræfter barens direktør Rasmus Frederiksen:

'Vi kan bekræfte at der i nat skete en episode i Sværtegade foran vores forretning. Vores sikkerhedspersonale greb hurtigt ind - selv om episoden skete ude på gaden og ikke i forretningen. Politiet blev tilkaldt og var hurtigt fremme og fik effektivt håndteret episoden og tilsyneladende anholdt gerningsmanden,' udtaler Rasmus Frederiksen fra LA Bar i en mail til BT.

Han ønsker ikke at kommentere sagen yderligere.

I retten har den slovakeren fortalt, at han var i Danmark for at se VM i ishockey, og at han natten til torsdag var fuld på LA-Bar. Han benægter at have slået Josue Vasquez og nægter også at have råbt »I don't like homoes«.

Josue Vasquez har forklaret, at han kom ud af LA-bar og fik øje på manden, der uden varsel slog ham med knyttet hånd i ansigtet. En dørmand hyret fra et eksterne sikkerhedsfirma stillede sig i mellem og holdt slovakeren i skak, indtil politi kom og anholdt ham.

Slovakeren er varetægtsfængslet i 13 dage.