Gerningsmanden til et bankrøveri på Vestsjælland fik mere end han bad om. Nu går jagten på ham.

Samvittigheden var sort, ørerne røde og pengene en helt tredje farve, da en yngre mand onsdag forsøgte at begå et bankrøver mod Sydbank i Vemmelev nær Slagelse.

Ekspedienten fik listet en farvepatron ned i pengebundtet, så da røveren stak af på cykel, eksploderede udbyttet i lommen på ham.

Et vidne forfulgte den flygtende røver, der dog slap væk, da han blev samlet op af en medgerningsmand i en bil.

Ifølge politiet i Næstved kørte de to mænd væk i en ældre mørk Peugeot 309.

En patrulje på vej til banken fik øje på flugtbilen. Men inden betjentene fik vendt deres bil, var Peugeoten væk igen.

Røveriet fandt sted klokken 10.45, da manden, der var maskeret med solbriller og kasket, kom ind i banken og truede med en pistol.

/ritzau/