Bankrådgiver og storebror dømmes for grov hvidvask
Byretten har dømt flere mænd for hvidvask. En af de dømte er bankrådgiver, og en anden er rådgiverens bror.

Byretten har dømt flere mænd for hvidvask. En af de dømte er bankrådgiver, og en anden er rådgiverens bror.

En tidligere bankrådgiver er tirsdag blevet straffet med fire års fængsel for grov hvidvask.
I sagen er fire andre mænd ligeledes idømt fængselsstraffe. Det fremgår af et resumé af dommen på Retten i Hillerøds hjemmeside.
Ifølge Jyllands-Posten er en af de dømte bankrådgiverens storebror. Han har ligeledes fået fire års fængsel.
Byretten har fundet de fem tiltalte skyldige i grov hvidvask af beløb på mellem 11,3 og 80 millioner kroner. For en mindre del af beløbet er der tale om forsøg på hvidvask.
Hvidvasken, hvor kriminelle penges oprindelse blev sløret, foregik via forskellige bankkonti i tre forskellige selskaber fra slutningen af 2019 til marts 2021.
Der blev overført store summer til de forskellige selskabers bankkonti, som stod som værende betaling for fakturaer, hvorefter beløbene stort set med det samme blev ført videre til danske og navnlig udenlandske konti.
Retten mener ikke, at der var nogen forretningsmæssig begrundelse for de omfattende pengeoverførsler. Der var heller ikke nogen almindelig erhvervsmæssig drift i selskaberne.
Altså var der tale om et forsøg på at skjule, hvor pengene egentlig kom fra.
Anklager Ole Lyngvågs påstand var netop, at bankrådgiveren skulle idømmes fire års fængsel i sagen.
Ole Lyngvåg har i retten forklaret, at bankrådgiveren modtog betaling ud over den almindelige betaling for at oprette de konti, som er en del af sagen.
Rådgiveren fortalte ikke den bank, han arbejdede i, at han modtog betalingen. Og ifølge banken selv er den slags uacceptabelt, lød det fra anklageren.
- Han gjorde ikke banken opmærksom på hvidvaskmønstre. Han modtog betaling, og som tiden gik, steg hans krav til kompensation, sagde Ole Lyngvåg under et retsmøde i maj.
De fem mænd havde forskellige roller i sagen. Fire af dem er idømt straffe på mellem to år og seks måneder og fire års fængsel.
Den femte er idømt seks års fængsel og desuden en tillægsbøde på 1,37 millioner kroner. Han er foruden hvidvask dømt for dokumentfalsk og skattesvig af særlig grov karakter.
De tiltalte, som er i alderen 30 til 43 år, har under retssagen været beskyttet af navneforbud. Retten oplyser, at det forbud fortsat er gældende.
Alle fem har nu to uger til at overveje, om de vil anke dommen til landsretten. Ifølge Jyllands-Posten forventer i hvert fald bankrådgiveren at anke.
RITZAU