En ældre mand mistede en vinterdag i 2019 hele 1,1 millioner kroner i kontanter.

Han blev stoppet på gaden af en ukendt gerningsmand, som påstod at være fra politiet og ville anholde ham for hvidvask.

Kort efter stak den falske politimand af med mandens rygsæk med de mange pengesedler. Det skriver Finans.dk.

Og som om det scenarium ikke er opsigtsvækkende i sig selv, så kom den ældre mand faktisk direkte fra en Danske Bank-filial, hvor han kort forinden havde forsøgt at sætte de mange penge ind.

Her var han imidlertid blevet afvist og sendt hjem med pengene igen.

Dels fordi banken havde en politik om ikke at modtage 500 eurosedler.

Dels fordi de bankansatte blev mistænkelige, fordi manden efter deres mening ikke på tilfredsstillende vis kunne redegøre for, hvor han havde pengene fra.

Endelig havde manden hverken pas eller kørekort med, som han kunne identificere sig med.

Ifølge Finans.dk, som har historien fra Det Finansielle Ankenævn, havde manden hentet pengene i en bankboks. 370.000 danske kroner og 100.000 euro lå i to konvolutter.

Da manden så igen stod på gaden på vej hjem, ville skæbnen, at han stødte ind i en røver.

Pengene? Dem har den ældre mand aldrig set noget til siden.

Derfor indbragte han sagen for Det Finansielle Ankenævn, som netop har afvist sagen.

Ankenævnet fandt, at banken var i sin gode ret til at afvise at indsætte og opbevare beløbet.

Nævnet fandt heller ikke, at den ældre mand på tilfredsstillende vis havde forklaret, hvorfor han mente, at banken havde optrådt uansvarligt i situationen.