Politiet har netop offentliggjort et billede af den bil, som den formodede øksemand brugte, da han antageligt røvede en Danske Bank i Ringsted for derefter at flygte.

Øksemanden menes at være den person, der klokken 12.26 stod bag et røveri i den Midtsjællandske by. Her truede han personalet i banken med en kniv og fik udleveret et kontantbeløb, som han puttede i en medbragt NETTO-pose.

Ifølge efterforskningen flygtede røveren fra stedet i en Sølvgrå Hyundai Getz - en personbil årgang 2003 med nummerplade: VJ57665. Det er den bil, der ses et billede af her.

Billedet her er taget bag Danske Bank i Ringsted mens gerningsmanden bag røveriet tog flugten. Politifoto Vis mere

Efter røveriet løb røveren ud til bilen forfulgt af bankpersonale, der optog fotos af bilen på parkeringspladsen og under den videre flugt ad Bøllingsvej i nordlig retning mod sygehuset. Billedet er til stor hjælp for politiet, lyder det.

»Det er klart, at enhver form for hjælp er meget kærkommen. Så at få et billede af flugtbilen er rigtig godt. Det siger sig selv,« siger Carsten Andersen fra Midt- og Vestsjællands Politi til BT.

Politiet ønsker hjælp til at finde køretøjet, der kan være efterladt et ukendt sted.

Den anvendte flugtbil blev søndag aften klokken cirka 22.35 stjålet fra Frederikssundsvej, København NV, med bilnøglerne i tændingen, oplyser politiet.

Midt- og Vestsjællands Politi arbejder ud fra en tese om, at gerningsmanden til røveriet kan være identisk med den mand, der lørdag stod bag et økseoverfald på en tankstation i Birkerød. Her blev to 19-årige såret og senere overført til Rigshospitalet.

Politiet har offentliggjort overvågningsbilleder fra både banken i Ringsted og tankstationen. Her ses den formodede gerningsmand til begge forbrydelser - økseangrebet i Birkerød samt røveriet i Danske Bank.

Opdateres...