En 42-årig mand fra Nordjylland skånede ifølge anklagemyndigheden på ingen måde sit offer, som en eftermiddag sidste sommer blev skubbet omkuld på Lindholm Station i Nørresundby.
Mens den liggende mand lå værgeløs på jorden, blev han slået flere gange med knytnæveslag i hovedet og på kroppen, ligesom han blev sparket og trampet adskillige gange de samme steder.
Og for at toppe den livsfarlige mishandling hoppede gerningsmanden også med samlede ben på overkroppen af offeret.
Det udløste blandt andet et dødeligt kraniebrud og andre kvæstelser, så den 42-årige nu er blevet tiltalt for egentligt manddrab for det brutale overfald.
Ifølge anklagemyndigheden ved Nordjyllands Politi havde han altså en form for forsæt til at slå den 50-årige ihjel.
Offeret lå i første omgang i koma i godt fire døgn, inden døden indtraf om morgenen 19. juli i fjor.
Det fremgår af anklageskriftet mod den 42-årige tiltalte, som B.T. har fået aktindsigt i via Nordjyllands Politi.
Da han i første omgang »kun« var sigtet og blev varetægtsfængslet for som tidligere voldsdømt at have begået et legemsangrab af særlig rå, brutal eller farlig karakter, kunne den nu tiltalte erkende sig delvis skyldig i den daværende sigtelse.
Men ifølge Se og Hør har han ifølge sin forsvarer, advokat Niels Peter Pedersen, i sinde at nægte sig skyldig i den mere alvorlige tiltale for drab, når straffesagen mod den 42-årige på mandag begynder ved et nævningeting ved Retten i Aalborg.
Motivet til den fatale voldsepisode er foreløbig ukendt, men de to mænd menes på forhånd at have kendt hinanden.

