Ebh Bank-chef spurgte ikke bestyrelse om bevillinger til overtagelse af villaen Casa Alma i Sydspanien.

Viborg. Den tidligere direktør i Ebh Bank Finn Strier Poulsen er fredag af Vestre Landsret fundet skyldig i at have overtrådt lov om finansiel virksomhed.

Tilbage i 2008 gav han en pantebrevshandler to kreditter på i alt 35 millioner kroner til købet af et selskab, der ejede luksusvillaen Casa Alma ved Marbella i Spanien.

Men han sikrede sig ikke bestyrelsens samtykke, selv om både han selv og hans hustru havde en væsentlig økonomisk interesse i aftalen.

Hustruens selskab ejede en del af Casa Alma-selskabet, og han havde kautioneret for 3,3 millioner kroner for selskabets gæld.

Vestre Landsret idømmer Finn Strier Poulsen en bøde på 10.000 kroner, hvilket er en stadfæstelse af en dom fra Retten i Hjørring.

Poulsen har gennem hele forløbet nægtet sig skyldig i den tiltale, som Bagmandspolitiet har rejst.

Ved domsafsigelsen i februar reducerede byretten bøden på grund af den lange tid, der er gået, siden forholdet blev begået.

Fredagens dom vil muligvis komme til at spille en rolle i den langt større retssag, som i begyndelsen af september blev indledt i landsretten.

Finansiel Stabilitet kræver i alt 718 millioner kroner i erstatning af blandt andre Finn Strier Poulsen, der sammen med den øvrige direktion, bestyrelsen og revisionen er sagsøgt. Påstanden er, at de sagsøgte har optrådt uansvarligt. I det store beløb indgår også bankens tab på netop Casa Alma.

Hos Bagmandspolitiet har Finansiel Stabilitet, der overtager nødlidende pengeinstitutter, fået aktindsigt i politiets rapporter om afhøringer i forbindelse med sagen om Casa Alma.

Men Finn Strier Poulsens advokat, Arvid Andersen, har protesteret imod, at politiets materiale indgår som bilag i den store civile retssag.

I øvrigt er erstatningssagen den mest omfattende retssag nogensinde i Vestre Landsret. Der er planlagt cirka 112 retsmøder.

/ritzau/