Mens langt de fleste af de hundrede rockere der i går blev anholdt i forbindelse med politiets store, koordinerede ransagninger mod rockerinteresser over hele Sjælland, er løsladt igen, sidder der stadig enkelte tilbage, som, hvis det står til Politiet, kan se frem til, at skulle tilbringe noget længere tid bag lås og slå. Én af dem, er i følge TV2 News' kilder Bandidos' absolutte topchef i Europa, den europæiske præsident, Michael "Kokken" Rosenvold.

Ved ransagningen i går fandt politiet en del narkotika og et større antal våben. Det er det sidste, der kan koste "Kokken" en tur bag tremmer, fortæller Henrik Suhr fra Nordsjællands Politi, uden dog at ville bekræfte, at "Kokken" rent faktisk er en af de anholdte.

- Vi anholdte otte mand ved gårsdagens ransagninger. Seks af dem, forventer vi, vil blive fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Helsingør i løbet af dagen, sigtet for overtrædelse af våbenloven, siger han og fortæller, at det er politiets jurister, der er ved at gennemgå bevismaterialet, der tager den endelige beslutning om hvorvidt de seks skal fremstilles. Det gør de når de, i løbet af formiddagen, har fået et endeligt overblik over politiets bevismateriale.

- Men det er vores forventning, at det sker, siger han.

BT har siden i går aftes flere gange forsøgt at få en kommentar fra "Kokken". Uden held. Han tager ikke telefonen. Heller ikke her til formiddag. Noget der bestyrker formodningerne om, at han er en af de anholdte.

Frygter du, at rockerkrigen blusser op igen? Deltag i debatten herunder