To Bandidos-rockere er onsdag blevet dømt for at have begået flere røverier med et samlet udbytte på ifølge fyens.dk i alt 3.258.601 kroner.

Millionudbyttet har de to rockere fået ved at begå seks bankrøverier og et rambuktyveri, og onsdag eftermiddag fastslog Retten i Odense, at de to er skyldige. Den ene, en 33-årig mand, er blevet idømt otte års fængsel, mens den anden, en 38-årig mand, fik 12 år bag tremmer, oplyser Statsadvokaten i Viborg. Den 38-årige blev således også dømt for våbenbesiddelse, lige som han havde en reststraf på 1006 dage fra tidligere røverier.

Tre af bankrøverierne, de to nu er dømt for, blev ifølge fyens.dk begået mod tre fynske banker, Fiona Bank i Ullerslev, Fiona Bank i Ejby og Nordea i Glamsbjerg, mens rambuktyveriet var mod Danske Banks filial i Ejby. De resterende tre røverier blev begået i Sydøstjylland.

Det første røveri fandt sted tilbage i januar 2010, og retssagen gik i gang i december sidste år. Her erkendte de to rockere, at de havde revet et pengeskab ud af væggen i Danske Banks Ejby-filial og efterfølgende smidt det i Hjulby Mose ved Nyborg. Kort efter de to havde smidt pengeskabet i mosen, blev de stoppet af politiet og anholdt.

Derudover har begge rockere erkendt at have været i besiddelse af kokain, dopingmidler og våben.

BNB