»Ja, panserbasse, du læste rigtigt, vi ved mere, end I regner med. Det er Danmark, vi bor i. Ingen er fredet!«

Ordene blev i april skriblet ned på et stykke papir i Vestre Fængsel. Og nu er afsenderen, en 34-årig Bandidos-rocker, blevet idømt 30 dages fængsel.

En straf, han fik efter at have tilstået, at han med brevet havde fremsat en trussel mod den anklager, der kort forinden havde sendt ham bag tremmer i fem år.

Sagen, hvori den 34-årige og to andre i marts blev dømt, har sit udgangspunkt i en bandekonflikt mellem Bandidos og gadebanden NNV tilbage i 2021.

Her var årstallet kun netop skiftet, da politiet modtog et tip, der sendte dem i retning af et kolonihave i Ishøj. Og snart viste det sig, at tippet havde tyngde.

På stedet fandt man nemlig en omdannet gas- og signalpistol samt en maskinpistol. Begge funktionsdygtige. Begge våben, som retten siden fandt, skulle bruges i konflikten mellem de to grupperinger.

Efterforskning – herunder telefonaflytninger – viste nemlig, at våbnene var blevet taget med til en adresse i Rødovre, hvor et Bandidos-medlem havde været i panik, fordi han havde set en fremmed ved sin bopæl.

Straks var den 34-årige og to andre rykket ud.

Netop det faktum, at våbnene var blevet bragt ud i offentligheden, og at de blev besiddet i forbindelse med en bandekonflikt, vejede tungt i vægtskålen, da der skulle udmåles straf.

Dermed valgte et enigt nævningeting, at Bandidos-rockeren skulle idømmes fem års ubetinget fængsel samt et forbud mod at opholde sig i dele af Rødovre Kommune samt på en række kendte Bandidos-opholdssteder.

Dommen, der faldt 23. marts, sendte dermed den 34-årige i fængsel, og det var så herfra, han 6. april satte sig ned og forfattede det brev, der nu har kostet ham endnu en dom.

I det håndskrevne brev lød det:

»Det bare igen de fucking får af nogle pansersvin. De skal chikanere folk. Men trust me, gud straffer dem senere hen for deres utilgivelige opførsel. Som med min anklager. Hun er lige blevet skilt fra sin mand og to børn!«

»Ja, panserbasse, du læste rigtigt, vi ved mere, end I regner med. Det er Danmark, vi bor i. Ingen er fredet!«