Efter politiets opfattelse var det en regulær mordpatrulje med 16 maskerede LTF-medlemmer, der 23. oktober 2017 stormede Mjølnerparken på Nørrebro i København.

Målet var angiveligt at dræbe fem topfigurer i den rivaliserende bande Brothas, som LTF på det tidspunkt lå i blodig krig med.

Men det billede kunne tre af de fem bandefigurer ikke helt genkende, da de torsdag var tvunget til at vidne i retten på Frederiksberg.

Her er 16 formodede medlemmer af den nu forbudte bande LTF tiltalt for to drabsforsøg ved stormløbet mod hjemmebanen for dødsfjenderne fra Brothas-grupperingen. Alle 16 nægter sig skyldige.

I vidneskranken kunne to af Brothas-vidnerne faktisk slet ikke huske noget vigtigt.

Den ene var Brothas-lederen 'Mo', som igen og igen sagde »Det kommer ikke dig ved« til alle anklagerens spørgsmål. Og det andet vidne havde angiveligt intet set - selv da han på et tidspunkt tog benene på nakken, fordi en kammerat pludselig råbte »Løb!«.

Men hans to år yngre lillebror AR viste sig dog at have en langt bedre hukommelse som vidne. Han sidder for tiden varetægtsfængslet i en anden sag, og kom ind i retten bevogtet af fire betjente.

Bandegrupperingen Loyal To Familia (LTF) er nu blevet forbudt, og det er strafbart at reklamere med sit tilhørsforhold til banden. Arkivfoto.
Bandegrupperingen Loyal To Familia (LTF) er nu blevet forbudt, og det er strafbart at reklamere med sit tilhørsforhold til banden. Arkivfoto. Foto: Scanpix Danmark STF
Vis mere

»På det tidspunkt var der krig, og vi var i Mjølnerparken. Pludselig kom der en gruppe maskerede mennesker, som løb mod os. Jeg kan faktisk ikke huske, om de havde våben med. Jeg nåede ikke at tænke så meget - vi skulle bare løbe,« forklarede han.

»Jeg løb efter min bror og skubbede til ham, for han kan ikke løbe. Han har diskusprolaps. Jeg tror godt, at de kunne have fanget os, hvis det var. Nok ikke for at dræbe os. Vi skulle have haft køllebank eller hvad man kalder det. Som en slags skræmmekampagne,« mente vidnet.

Der var en anspændt stemning og kraftig politibevogtning, da en af de centrale Brothas-figurer i byretten vidnede mod de LTF-fjender, der nu er dømt for at forsøge at få ram på ham under bandekrigen i København i 2017.
Der var en anspændt stemning og kraftig politibevogtning, da en af de centrale Brothas-figurer i byretten vidnede mod de LTF-fjender, der nu er dømt for at forsøge at få ram på ham under bandekrigen i København i 2017. Foto: Anne Gyrite Schütt
Vis mere

Under en tidligere, telefonisk politiafhøring har han forklaret, at angriberne blandt andet råbte »luder« efter de påtænkte ofre. Det kunne han dog torsdag ikke huske i vidneskranken.

»Du skal tænke på, at jeg blev skudt i ryggen ugen efter. Måske var det medicinen, der virkede, da jeg talte med politiet. Jeg var meget vred,« tilføjede AR.

Han var selv blandt de tre bandefolk, der 31. oktober 2017 - altså en uge efter stormløbet i Mjølnerparken - blev ramt af en byge af skud ved et nyt angreb mod Brothas-grupperingens hjemmebane.

Her blev den 30-årige Brothas-veteran Wari Khalif Yusuf med kælenavnet 'Wurdi' skuddræbt foran A&O Hostel ved Tagensvej.

Samtidig blev Brothas-lederen Mohamed 'Mo' El Addouti såret af et et skud i højre knæ og i munden. Kuglen ramte hans mobiltelefon, som han gik og talte i, og tog også en tand med.

»Mo bestemmer i Brothas, for det er ham, der leder i  Brothas,« lød det fra kammeraten AR i vidneskranken, efter at Mohamed 'Mo' El Addouti kort inden havde benægtet sin ledende rolle.

Der ventes at falde dom i den omfattende nævningesag ved retten på Frederiksberg om nogle uger.

Fordi der er rejst tiltale om drabsforsøg under en væbnet bandekonflikt, kan de tiltalte risikere op til 20 års fængsel eller livstid. Tre af dem er udenlandske statsborgere og risikerer også udvisning.