Talsmanden for banden Brothas er idømt to års fængsel og udvisning. Han vil prøve at få sagen for Højesteret.

København. En af de helt centrale personer i sidste års bandekonflikt i København er torsdag i Østre Landsret blevet idømt to års fængsel og udvisning for bestandigt.

Det oplyser Andreas Kjærulff, som var anklager i sagen.

33-årige Mohamed El Addouti, der er talsmand for banden Brothas og går under navnet Mo, er blevet dømt for at have været i besiddelse af en skarpladt halvautomatisk pistol.

Pistolen blev i juli 2016 brugt i forbindelse med nedskydningen af en 20-årig mand i Lyngby. Offeret blev ramt i lænden, men overlevede.

Sagen tog sit udspring 17. oktober 2016, da politiet stormede en lejlighed i Birkerød. Her lå en taske med ammunition, og i et buskads 15-20 meter væk fandt betjente efterfølgende et skarpladt våben.

El Addouti er fra Marokko, men han har gennem sagen afvist, at han kunne tale det lokale sprog. Det skulle tale imod en udvisning, da han ville have svært ved at klare sig i landet.

En tolk har derfor været indkaldt i retten som ekspertvidne.

Da anklageren afspillede telefonaflytninger, som politiet var kommet i besiddelse af, kunne tolken dog bekræfte, at bandemedlemmet snildt kunne føre en samtale på det lokale sprog.

Da Retten i Lyngby behandlede sagen, blev han frifundet, mens to andre blev dømt for grov vold for nedskydningen af den 20-årige.

I landsretten blev den ene senere dømt for drabsforsøg, mens den anden alene blev dømt for våbenbesiddelse.

I sin procedure om straffen til El Addouti henviste Andreas Kjærulff til en helt frisk dom, der tidligere torsdag blev afsagt i Højesteret. Her blev et medlem af Loyal to Familia udvist i seks år for trusler mod vidner og afpresning.

- Jeg mener, at de to sager er helt sammenlignelige, siger anklageren, der er godt tilfreds med dommen.

- Det er klart, når man går fra frifindelse til dom og udvisning, siger han.

El Addouti har under hele sagen nægtet sig skyldig, og står det til ham ender sagen ikke med torsdagens dom.

Hans forsvarer, Anders Schønnemann Olsen, oplyser, at man vil forsøge at få dommen prøvet ved Højesteret.

- Vi finder det rigtigst, at Højesteret får lov til at se på sagen, siger han.

Det kræver i givet fald en tilladelse fra Procesbevillingsnævnet, og Højesteret kan kun tage stilling til straffen. Skyldsspørgsmålet er endeligt afgjort.

/ritzau/