Østjyllands Politi indfører visitationszone i et område af Aarhus, fordi bander hærger området med skud.

Natten til onsdag blev to mænd ramt af skud i dét, som politiet formoder var et internt opgør mellem to grupperinger.

'De seneste episoder har vist os, at banderne nu igen er begyndt at skrue op for deres aktiviteter og går rundt med våben i området,' siger politiinspektør Michael Kjeldgaard i en pressemeddelelse.

Natten til fredag blev der ligeledes affyret skud på Kappelvænget. Denne gang ind i en skrænt. I nærheden af skudhullerne fandt politiet en pistol. Onsdag aften fandt politiet et par knive i et buskads i samme område. Det får politiet til at tro, der er bandeaktivitet.

Indførelsen af visitationszonen betyder, at politiet uden begrundet mistanke kan visitere alle personer inden for zonen. Zonen varer til og med den 19. juli kl. 19.00.

Det er især ved et klubhus på Kappelvænget 8 i Aarhus, at der er registreret en del bandeaktivitet. Der er blevet affyret skud og fundet våben på grunden.

'Med de aktiviteter vi har set omkring klubhuset den seneste tid, så frygter vi, at stedet kan blive et mål for angreb. Derfor lukker vi det af hensyn til borgernes sikkerhed,' siger politiinspektøren.