Trods et forbud mod banden Loyal To Familia (LTF) ser gruppen ud til at være i vækst.
Mens ordensmagten i løbet af foråret og sommeren blandt andet har været beskæftiget med at håndhæve forsamlingsforbud og forfølge sager om musik til ulempe, er antallet af registrerede bandemedlemmer vokset betydeligt.
Det fremgår af tal, som senioranklager Lasse Biehl tirsdag fremlægger i Østre Landsret. 106 er det seneste antal medlemmer af LTF, som Rigspolitiet har registreret.
Omkring årsskiftet var det antal helt nede på 79. Banden så ud til at have nået et lavpunkt i tilslutning, da Københavns Byret i januar afsagde dom og bestemte, at banden skulle opløses i medfør af grundlovens paragraf 78.
Det er i den forbindelse, at Lasse Biehl fremlægger tallene i landsretten. For banden har anket byrettens dom og forlanger retten til at eksistere tilbage.
Banden blev forbudt ved et midlertidigt forbud den 4. september 2018. Det blev nedlagt af Københavns Politi med velsignelse fra Rigsadvokaten og justitsministeren.
Forbuddet kom i kølvandet på et forløb, hvor tidligere rigsadvokat Ole Hasselgaard fra den ene dag til den anden forlod sin stilling og gav plads til Jan Reckendorff.
Grunden er fortsat ukendt, men der har været spekuleret i, at Hasselgaard følte, at der var et politisk pres for, at Rigsadvokaten skulle anbefale en opløsningssag.
Rigsadvokaten har tidligere vurderet, at det ikke ville føre nogen vegne at føre sag mod rockergrupperne Hells Angels og Bandidos. Men få måneder efter Reckendorffs ankomst i rigsadvokaturen kom der en indstilling om at indlede en opløsningssag. Og den blev tiltrådt af daværende justitsminister Søren Pape Poulsen.
Hele det forløb skete efter en opblussen i bandekonflikten i 2017. På det tidspunkt havde Rigspolitiet registreret ikke færre end 243 personer i LTF. De var fordelt på ni afdelinger i Danmark, og derudover to afdelinger i Malmø og Helsingborg, fremgår det af tallene, som Lasse Biehl gennemgår tirsdag.
Af anklagemyndighedens materiale fremgår det desuden, at der er kommet nye afdelinger på Københavns Vestegn, nemlig i Rødovre og i Avedøre.
Ekstra Bladet har tidligere skrevet om en gruppering kaldet "Holdet", som for nylig er blevet en del af LTF, selv om banden er blevet forbudt. Også denne gruppe fremgår af Lasse Biehls oversigt.
Ud over de nævnte afdelinger består LTF i øjeblikket af en afdeling i Fredericia, en Nørrebro/Amager-afdeling og afdelingen National Nomads, som er en slags bestyrelse for banden.
Lederen af LTF, Shuaib Khan, der kaldes "Shebi" eller "El Presidente", er i øjeblikket udvist af Danmark med et indrejseforbud på 12 år efter en dom for trusler mod en politimand.
/ritzau/

