Midt i den verserende bandekonflikt mellem Loyal To Familia og Brothas er en ny rockerkrig brudt ud på Sjælland.

I lang tid har det ulmet i det danske rocker- bandemiljø. Nu er er uroen brudt ud i lys luge. Tre væbnede konflikter sender politiet på overarbejde.

Det begyndte med skyderier og kioskafbrændinger mellem Mongols og Satudarah. I august udbrød der krig mellem Loyal To Familia og en række Københavnske grupperinger. Nu er en ny rockerkrig brudt ud på Sjælland.

Politiet valgte fredag at lukke 11 tilholdssteder, hvor rockerklubberne Bandidos og Satudarah holder til. Det sker i kølvandet på en konflikt, der på få dage er eskaleret voldsomt. Konflikten blev for alvor antændt, da et masseslagsmål brød ud ved et boksestævne i Herlev 27. oktober. Under slagsmålet blev to personer stukket ned med kniv. Ifølge BTs oplysninger var der tale om to veteraner fra Bandidos, hvoraf den ene - en tidligere drabsdømt rocker - blev hårdt såret. Begge knivofre måtte ifølge BTs oplysninger have behandling på hospitalet.

Dagen efter blev der holdt møde i Bandidos med ét punkt på dagsordenen: Krig mod Satudarah. Siden har der ifølge politiet være adskillige hændelser, som regnes for relateret til konflikten.

»Det har været voldelige overfald, knivstikkerier og anvendelse af skydevåben. Konflikten er ikke ny, men den er eskaleret efter det, der skete i Herlev,« siger politiinspektør Flemming Madsen fra Særlig Efterforskningscenter Øst.

Personligt had

Den hollandske motorcykelklub Satudarah åbnede i 2013 en afdeling i Danmark. Medlemmerne blev rekruteret dels fra banden Værebros Hårde Kerne, der lå i blodig konflikt med LTF, og dels blandt frafaldne medlemmer fra Hells Angels og Bandidos. Mange af dem, der nu bekriger hinanden, er således tidligere brødre, der er blevet uvenner.

»Det er karakteristisk for konflikten, at de kender hinanden - endda rigtig godt. Det er det kriminelle marked, de slås om, men der er også en stor grad af uvenskab og personlige uoverenstemmelse. Det er en blanding af mange ting. Had til hinanden for nogles vedkommende. Der er nogle meget personlige uvenskaber, og derudover har der hele tiden været en modvilje mod, at Satudarah etablerede sig i Danmark. Så konflikten - ubehaget ved hinanden - har været der hele tiden,« siger Flemming Madsen.

Hvilke udfordringer giver det politiet, at der er flere konflikter i gang samtidig?

»Vi bruger ganske mange resurser. Både i forhold til efterforskning, men også i forhold til den operative opgavevaretagelse på det her. En af vores opgaver er at forhindre episoder og være der, inden der sker noget. Så der er da en udfordring, for det kalder på vores tilstedeværelse,« siger Flemming Madsen.

Skyderier i København

Henover sommeren og efteråret har en konflikt i bandemiljøet ført til adskillige skudepisoder mellem Loyal To Famila og en sammenslutning af forskellige grupperinger på ydre Nørrebro og Husum. Flere tilfældige forbipasserende er blevet ramt af bandernes kugler, men trods et ihærdigt forsøg på at fængsle og udvise lederen af Loyal To Familia,  Shuaib Khan, er det ikke lykkedes politiet at stoppe krigen. Tværtimod blev konflikten optrappet tirsdag, da tre toneangivende medlemmer af Brothas blev beskudt på Tagensvej ved Mjølnerparken. Det 30-årige bandemedlem Wurdi blev dræbt, et andet bandemedlem blev hårdt såret, mens bandens talsmand, der har optrådt maskeret i medierne under navnet »Plomo«, blev lettere såret.

Natten til fredag blev en 20-årig mand hårdt såret, da ukendte gerningsmænd skød mod en hvid peugeot i Tingbjerg.

»Offeret er banderelateret og vi efterforsker det som en del af bandekonflikten, men det er for tidligt at sige noget om motivet.« siger Dannie Rise, der leder efterforskningen af sagen.

Han ønsker ikke at sige, hvilken gruppering skudofferet tilhører, men BT erfarer, at der er tale om en lillebror til et fremtrædende LTF-medlem. Dermed kan skyderiet have karakter af en gengældelsesaktion for skyderiet på Tagensvej, men der kan også være tale om et personligt opgør som foregår under dække af konflikten mellem de to bander.

Lukningen af de 11 klubhuse gjaldt fra i går klokken 12:00 og i 14 dage frem.

Bandidos mod Satudarah

Et ulmende uvenskab mellem Bandidos og Satudarah brød ud i lys luge ved et boksestævne i Herlev 27. oktober. To medlemmer af Bandidos blev stukket ned, og siden har der været åben krig mellem de to grupperinger. På kort tid har det ifølge politiet ført til adskillige voldelige episoder. 28. oktober affyrede to personer fire-fem skud mod Ballerup Spillehal. Skudepisoden havde ifølge BTs oplysninger relation til konflikten mellem de to grupperinger. Ifølge Ekstra Bladet har konflikten ført til et brandattentat mod Bandidos' klubhus i Køge, hærværk mod en tattovørbutik og skud mod et Bandidos' medlems privatbolig i Nørre Alslev på Falster.

Loyal to Familia mod Brothas

Siden juni har der været krig mellem Loyal To Familia og flere andre grupperinger i det københavnske bandemiljø. Konflikten har ført til talrige skudepisoder, hvor helt tilfældige forbipasserende er blevet ramt af bandernes kugler. En talsmand har under dæknavnet »Plomo« fortalt, at konflikten handler om en fejlslagen hashhandel og om LTFs forsøg på at hverve medlemmer i Mjølnerparken. Om det er hele sandheden, er uvist. Selv samme Plomo blev ramt af kugler - men overlevede - da ukendte gerningsmænd skød mod A & O Hostel på Tagensvej klods op af Mjølnerparken. Det 30-årige Brothasmedlem Wurdi mistede livet, og et andet medlem af Brothas blev hårdt såret.

Satudarah mod Mongols

I byerne Sakskøbing og Nykøbing Sjælland har der længe været krig mellem Mongols og Satudarah. Konflikten har ført til knivstikkerier, skudepisoder, nedbrænding af kiosker og en vandpibecafé. Senest blev en 30-årig kvinde påkørt, da hun krydsede gaden sammen med en mand med relation til bandemiljøet. Politiet har indført visitationszoner og Lolland Falster Kommune har lukket Satudarahs klubhus i Maribo.

"Konflikten drejer sig om kontrol med det kriminelle marked på Sydsjælland,« siger Politiinspektør Kim Kliver fra Sydsjælland- og Lolland Falsters Politi.