28-årig mand er blevet frifundet for drabsforsøg på bandemedlem, som senere blev fundet dræbt i Valbyparken.

Det var et lettet medlem af banden Loyal To Familia (LTF), der onsdag eftermiddag efter at have siddet varetægtsfængslet i over et år kunne forlade Retten på Frederiksberg som en fri mand.

Et enigt nævningeting havde kort forinden frifundet ham for alvorlige anklager om grov vold og drabsforsøg mod et andet medlem af banden.

Det oplyser hans forsvarer, advokat Berit Ernst.

Den 28-årige mand var tiltalt for den 8. marts sidste år at have affyret fire-seks skud mod den 24-årige Ari Hussein i den københavnske bydel Brønshøj.

Skuddene ramte ikke, og ifølge anklageskriftet skulle den 28-årige derefter have overfaldet Ari Hussein, der blev slået og sparket, så han fik en flænge i hovedbunden og fik flækket flere tænder.

Motivet til overfaldet var ifølge anklagemyndigheden, at Ari Hussein ville forlade LTF.

En uge efter drabsforsøget blev liget af Ari Hussein fundet af en hundelufter i Valbyparken. Han var blevet dræbt af flere skud. Den sag er stadig uopklaret.

I sagen om drabsforsøget fremlagde anklageren en videooptagelse, der angiveligt viste gerningsmanden.

Politiet og anklagemyndigheden mente, at det var den 28-årige, man kunne se på optagelsen. Blandt andet skulle en plamage på gerningsmandens hånd svare til den tiltaltes tatovering samme sted.

- Men nævningetinget fandt det ikke bevist, at det var min klient på optagelsen, så han blev frifundet, siger Berit Ernst.

Den 28-årige, der er mangeårigt medlem af LTF, har været varetægtsfængslet siden 7. juni sidste år.

- Vi vil nu kræve erstatning for et års uberettiget varetægtsfængsling, siger Berit Ernst.

/ritzau/